Gæt vægten på en kanonkugle
Danevirke Museum har en særudstilling til børnefamilier og nysgerrige sjæle.

Danevirke Museum
Danevirke. I skolernes efterårsferie viser Danevirke Museum vest for Slesvig en lille særudstilling med genstande, som museet har fået foræret i de sidste år.
Alle genstande har til fælles, at de står i forbindelse med Anden Slesvigske Krig, som startede ved Danevirke i februar 1864, oplyser museets chef, Lars Erik Bethge.
Blandt gaverne, som kommer både fra danske og tyske privatpersoner, er et maleri fra 1864 af Mysunde, en soldaterdagbog fra 1864, gamle avisillustrationer fra krigen og stykker af flaget og kransen fra Frederik den Syvendes kiste.
Kongen havde en tæt forbindelse til det historiske voldanlæg og Sydslesvig, idet han lod Dannevirke-forsvarslinjen udbygge for første gang siden middelalderen, fik foretaget de første arkæologiske udgravninger ved volden og døde på Lyksborg Slot kort før krigens udbrud.
Til børnefamilier
Til børnefamilier og andre nysgerrige sjæle har museet etableret en ny station på udstillingen, gæsterne kan prøve at løfte kugler fra 1864 og gætte deres vægt. Denne installation har Danevirke Museum udviklet i samarbejde med sciencecentret Phänomenta i Flensborg.
Særudstillingen »Små gaver - stor historie« kan ses på Danevirke Museum frem til vinterpausen, som starter den 30. december.
Det er den sidste udstilling på Danevirkegården, da museet i løbet af vinteren flytter over i en midlertidig pavillon for at gøre plads til en ny museumsbygning.
hcd
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce