Ny rapport viser: Læserne bruger bogstreaming som aldrig før

Ni ud af ti læser minimum en gang om ugen, og en bestseller på papir hitter ikke nødvendigvis i streaming. Det viser Saxos årlige rapport.

Ny rapport viser: Læserne bruger bogstreaming som aldrig før. Foto:
Ny rapport viser: Læserne bruger bogstreaming som aldrig før. Foto: Saxo
søndag d. 15. januar 2023 kl. 16.19

København. Bogstreaming har i 2022 mere end nogensinde været vejen til mange danskeres store læseoplevelser. Det viser »Sådan læser vi 2022 - Saxos årlige rapport om danskernes læsevaner«, der udkom for nylig, og som baserer sig på en undersøgelse med flere end 13.000 besvarelser.

55 procent af deltagerne i læseundersøgelsen svarede, at de brugte en bogstreamingtjeneste, og det er en stigning på 33 procentpoint siden 2017, viser rapporten, ifølge en pressemeddelse fra Saxo. Men det er ikke bare bogstreamerne, der er blevet flere - den enkelte bogstreamer er også blevet mere ivrig med læsningen. En bogstreamer læste eller lyttede nemlig i gennemsnit hele tre bøger per måned i 2022, og det er næsten en fordobling siden 2019.

I et år uden corona-restriktioner og med mange ting på to-do-listerne har flere læsere end tidligere altså fået øjne og ører op for streamingens helt store forcer: at kunne have bogen med sig på farten, og at kunne lave andre ting, mens man læser.

Derudover afdækker rapporten bl.a. følgende tendenser: 

Efter rekordår på læsningens vegne i 2020 og 2021, fik bogen kamp til stregen i 2022, når det gjaldt om at sikre sig danskernes tid. Det til trods har læserne holdt fast i nogle af de gode læsevaner fra 2021, og 90 procent svarer som året forinden, at de læste mindst en gang om ugen i 2022.

I 2022 sendte Saxo 3,3 mio. læseoplevelser ud på tværs af solgte bøger og streaming. »Man kunne fristes til at lave én samlet liste over de mest læste bøger, men dét, der hitter på papir, er ikke nødvenligvis lige så populært i streaming og omvendt,« skriver Saxo. Faktisk er der slet ingen gengangere mellem de fem mest populære bøger på henholdsvis papir og i streaming i 2022.

Og på trods af, at antallet af bogstreamere stiger, foretrækker stadigvæk 56 procent den fysiske bog. I den virtuelle læseklub #BookTok på TikTok inspirerer de unge hinanden til at gribe ud efter bøgerne - gerne på engelsk og altid på papir. #BookToks læsetrends har sat rekordaftryk på årets top-ti over solgte bøger, hvor der for første gang nogensinde er to engelske bøger, James Clears »Atomic Habits« og Colleen Hoovers »It Ends With Us«.

Saxos direktør, Natasha Brandt, ser med optimisme på tallene. 

Selv om 2022 nok har været præget af mindre tid til læsning og større bekymringer, så fyldte bøgerne stadig meget for den enkelte, og flere fik øjne og ører op for måder at læse på, de måske ikke har forsøgt sig med tidligere. Læserne har altså ikke lagt bøgerne bag sig, men bare fundet nye måder at læse på, siger hun.

Rapporten »Sådan læser vi 2022« udkommer også som e-bog og lydbog, der er tilgængelige i Saxos app for medlemmer af Saxo Premium.