Astralis lancerer kvindeligt Counter-Strike-hold

Fem kvinder med forskellige nationaliteter udgør Astralis’ nye hold, som skal dyste med verdenstoppen.

Astralis har haft masser af succes på Counter-Strike-scenen og vil nu også forsøge sig med et kvindehold. Foto:
Astralis har haft masser af succes på Counter-Strike-scenen og vil nu også forsøge sig med et kvindehold. Foto: Olafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix

ritzau


søndag d. 11. september 2022, kl. 7:30

Danske Astralis har haft succes med sit mandlige Counter-Strike-hold, og nu træder e-sportsorganisationen også ind på den kvindelige scene.

Et kvindeligt Counter-Strike-hold under Astralis-flag ser således dagens lys.

Det oplyser Astralis i en pressemeddelelse.

I tankerne længe

Holdet kommer til at bestå af norsk-danske Aurora Lyngdal, ungarske Kászandrá “kezziwow” Héjja, franske Rachel “Rachell” Kujawa, tyske Selin “spike” Alak og bulgarske Yoana “Joanana” Vlaykova.

Counter-Strike-holdet træder ind i den internationale kvindeliga ESL Impact.

- Vi har længe arbejdet med tankerne om et kvindehold i Counter-Strike, og vi har fra start været i dialog med ESL i forhold til vores syn på at skabe de bedst mulige rammer for en international kvindeliga, siger direktør Anders Hørsholt.

- Det er helt naturligt for Astralis at være en aktiv del af denne udvikling, som vi ønsker at skubbe endnu mere til med vores nye hold.