Annonce

Annonce

Annonce

Mad

Sukkergrisen er dit indre vilddyr

Hjernen er indstillet til, at hvis der er mad, så er det med at få det kørt indenbords, inden det stikker af, rådner eller andre gafler det. Men i dag er maden tilgængelig i overflod. Derfor er der en naturlig forklaring på, at du kan have svært ved at styre dig.

Camilla Pi Kirkegaard
kommit@fla.de

FAKTA

Syv veje udaf din sukkertrang

Camilla Pi Kirkegaard er Flensborg Avis’ faste madskribent. Hun er også uddannet diætist. Her får du hendes strategier til at undgå at spise for mange søde sager.

1.

Handl aldrig, når du er sulten – så ryger der helt sikkert guf med i vognen. Jeg spiser et mellemmåltid, inden jeg tager afsted, så mine primitive overlevelsesindsigter ikke overtager handleturen, og ender med at bestemme, at jeg skal have alt muligt ekstra med hjem (PS: Denne taktik kan også være positiv for madbudgettet, fordi du undgår at impulskøbe alt muligt, du egentlig ikke mangler).

2.

Lav en rute i butikken, så du så vidt muligt undgår hylderne med de ting, der frister dig mest. Fx. kan jeg i min favoritbutik gå forbi hundemaden i stedet for chokoladehylderne. Hundemaden hopper ikke selv ned i min indkøbskurv, men det er som om chokoladen gør det... Helt af sig selv...

3.

Køb små portioner – hvis jeg nu alligevel vælger at anskaffe noget guf, så vælger jeg en lille pose slik eller en mindre chokolade i stedet for den store pose med snoller eller den store plade Marabou. For er det først købt, jamen så bliver det jo også spist. Køber jeg en pakke med to Mars, så spiser jeg helt sikkert dem begge to. Selvom jeg siger til mig selv, at jeg sagtens kan gemme den anden til senere. Nope, det sker ikke. Jeg spiser dem. Derfor køber jeg altid kun én, også selvom der er et godt tilbud på to. Gode tilbud bliver dyre for min krop.

4.

Undgå et lager – hvis du ligesom mig ikke kan lade være med at spise det, når du ved, det er der, så lad være med at have et lager af slik, kage, is og sodavand derhjemme.

5.

Smid det ud – Og jo, det mener jeg. Jeg er modstander af madspild, men lige når det kommer til slik, kage osv., som kroppen ikke har godt af i for store mængder, så er det bedre at kyle det ud end at bruge min krop som skraldespand. Fx efter en fødselsdag, hvor der både kan være rester af sodavand, kage og slik. Så sender jeg det med gæsterne hjem eller kasserer resterne, så det ikke ligger og frister. Jeg ved, at jeg ender med at gå og hapse af det, selvom jeg ikke har lyst, men jeg kan ikke lade være. Jeg laver samme manøvre efter jul – ud med alle rester af småkager og konfekt, ellers ender januar med at være en lige så sukkersød måned som december.

6.

Lad dig ikke friste af gode tilbud – 3 poser for 2 posers pris. Det er også bare super fint at spare 1 euro. Men jeg spiser dem jo, hvis de bliver købt! Og så har jeg jo intet sparet i sidste ende. Derfor forsøger vi kun at købe lige præcis den mængde, vi skal bruge. Fx køber vi altid slik om fredagen. Ca. 100 g slik pr. snude og nichts weiter. Hvis vi køber en større pose, så der også er nok til næste fredag eller når der kommer gæster om et par dage. Ja, så kan du nok godt allerede gætte nu, hvad der er blevet af den i mellemtiden... Jeps, Camillas mave.

7.

Gem det væk, så du ikke ser det – Har jeg nu alligevel noget guf, jeg gerne vil gemme, så pakker jeg det langt væk øverst i et skab helt inde bagved, hvor jeg ikke kan se det. Hvis det ligger i et skab, jeg tit åbner, og jeg får øje på det, så vupti, har jeg lyst til at guffe det hele og min hjerne giver ikke op så let.

Sukker-junkie?

Føler du dig til tider som en sukkerjunkie? Så er du ikke den eneste. Rigtig mange er røget på sukkeret, som deres go-to place, når der skal hygges, sørges eller trøstes. Jeg vil gerne dele en taktik med dig, som har hjulpet rigtig mange af mine klienter med at sige farvel til et seriøst sukkerforbrug.

En kold tyrker? Den holder ikke ret længe for ret mange (heller ikke mig selv). Den søde tand skal spises ud af huset – det lyder skørt, men det virker, uden at være helt forfærdeligt! Se i videoen på fla.de/kommit, hvordan du kan arbejde med at slippe af med din sukkertrang.

Tip til forældre

Undgå at give dine dårlige sukkervaner videre til dine børn. Bare fordi du har lyst til guf om eftermiddagen, behøver du ikke trække dine børn med ned i sukkerdasen... Lad være med at give dem en lille “sukker-treat” med på eftermiddagsmadpakken, for så lærer de også bare, at de skal have sødt hver dag. Og nej, de går ikke sukkerkolde, det gør ingen af os (medmindre man har diabetes altså).

At gå sukkerkold er et fænomen, vi har opfundet, fordi det er verdens bedste undskyldning for at køre guf ind i munden. Og har du lyst til en kage fra bageren på vej hjem? Så lad være med at købe kage med hjem til børnene hver gang. Spis din kage i smug, kom glad hjem og pas på dine børn ved at give dem rigtig mad i stedet for. Det er ikke synd for børnene, at de ikke også fik kage. Du har gjort deres krop en kæmpe tjeneste ved at spare dem for kage, husk på det. Giv dem en krammer, et stort smil og et stykke frugt i stedet for - det bliver de meget mere lykkelige og glade af på den lange bane.


Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Næste ‘Mad’