Stemningen var spændt, da udvalgte elever fra A. P. Møller Skolens skolekreds tirsdag formiddag var samlet på selvsamme skole. Pædagogisk konsulent ved PPR Katrin Lass bød eleverne velkommen med ordene:
- Jeres lærere har udvalgt netop jer til dette kursus, fordi de mener, at I vil være oplagte elevambassadører, når det handler om at hjælpe andre elever med, hvordan man anvender læse- og skrivestøtteprogrammer i den daglige undervisning”.
Under velkomsten kunne man blandt børnene spore en vis stolthed over invitationen, og med deres bærbare computere foran dem var de nu klar til at gå i gang med dagens program.
Til at lede slagets gang havde Katrin Lass allieret sig med Anders Laue Krejlgaard, der er pædagogisk konsulent hos firmaet Wizkids, som har udviklet læse- og skrivestøtteprogrammet AppWriter (Læs mere i faktaboksen). I dag var Anders’ opgave at uddanne såkaldte “elevagenter”, der skal fungere som appwriter-specialister ude på de forskellige skoler ud fra tanken om, at børn inspirerer børn. Anders startede kurset ud med at lære alle 25 elevers navne udenad i løbet af de første 15 minutter, og det skabte hurtigt en personlig atmosfære, hvor mange af børnene glædeligt meldte sig, når Anders stillede spørgsmål.
Selvom solen skinnede ind ad de store vinduespartier, og det var fristende at begive sig udenfor, så forblev eleverne motiverede og koncentrerede, og der var løbende aha-oplevelser at spore undervejs. Eksempelvis var det til stor glæde for en elev fra A. P. Møller Skolens Flexklasse, da det gik op for ham, at “ordforslagsfunktionen” i AppWriter nærmest kunne skrive teksten for ham, hvis bare han valgte de korrekte forbogstaver. Disse aha-oplevelser bakker Kathrin Lass op om:
- Det er den slags små succesoplevelser, der gør, at elever med læse- og skrivevanskeligheder får lyst til at kæmpe videre”.
For en kamp det er det, og i følge Anders er det ikke en kamp, som er vundet i løbet af et par kursustimer:
- At lære at anvende sine elektroniske hjælpemidler korrekt kræver øvelse hver eneste dag, og det er her, at elev-agenterne i samarbejde med klassens lærere kan gøre en kæmpe forskel, da de kan fungere som forbilleder for de andre børn.
Da klokken passerer 11, bliver børnene budt på sandwich i kantinen, der i dag ikke er helt så fuld, som den plejer. Dette skyldes, at A. P. Møller Skolens 9. klasse skriver prøveeksamen i tysk. Derfor kan man i ét af lokalerne lige ved kantinen gennem glasdøren se en mindre gruppe af elever, der sidder med deres computer foran dem og høretelefonerne i ørene. Gruppen af elever har dokumenterede læse- og skrivevanskelligheder og har derfor ret til at få læst teksten samt opgaveformuleringerne højt med AppWriter samt bruge programmet til at støtte dem i skriveprocessen.
For nogle af børnene på kurset er denne eksamen langt ud i fremtiden, og for andre venter den lige rundt om hjørnet. Men der er ingen tvivl om, at teknologiens muligheder gør denne fremtid noget lysere.
Samme uge kom også børnenes lærere på skolebænken, og formålet er ifølge Katrin Lass klart:
- Det handler om at få skabt et netværk på tværs af skoler - både for lærerne, men i høj grad også for eleverne. Det har en stor værdi for børnene, at de møder andre børn med samme vanskeligheder og udfordringer, som de kan spejle sig i.
FAKTA
Faktaboks:
Faktaboks:
AppWriter er en software til læse- og skriveunderstøttelse, der er udviklet af det danske firma Wizkids.
AppWriter er designet til at hjælpe personer med læse- og skrivevanskeligheder, herunder ordblindhed, dysleksi og andre læse- og skrivevanskeligheder. Softwaren inkluderer en række funktioner, der kan hjælpe brugere med at forbedre deres læse- og skrivefærdigheder. Nogle af disse funktioner inkluderer:
• Læse-til-lyd-funktion: Denne funktion gør det muligt for brugeren at lytte til teksten i et dokument i stedet for at læse det selv. Brugeren kan også justere lydhastigheden og stemmetypen for at gøre læseoplevelsen mere behagelig.
• Stave- og grammatikkontrol: AppWriter inkluderer en stavekontrol, der kan hjælpe med at rette stavefejl i teksten. Derudover kan softwaren også hjælpe med at identificere grammatikfejl og foreslå rettelser.
• Ordforslag: AppWriter har en ordforslagsfunktion, der kan hjælpe brugeren med at finde det rigtige ord at bruge i en bestemt sammenhæng. Funktionen foreslår også synonymer, der kan bruges som alternativer.
• Skrifttype og farvejusteringer: Brugere kan justere skrifttype og farver for at gøre teksten mere læsevenlig og let at læse. •
Tilpasning: AppWriter inkluderer en række tilpasningsmuligheder, så brugerne kan tilpasse softwaren til deres individuelle behov og præferencer.
