Biblioteket: Fine, fancy og finurligt flettede hjerter

Man siger, at julen er hjerternes fest. Hvor udtrykket stammer fra, er der ingen, der ved. Men sikkert er det, at julen er den tid, hvor vi gerne vil være sammen med vores kære. Og mange pynter op med nisser, kræmmerhuse, guirlander og hjerter.

Billede
Foto: Wikimedia Commons

Helle Post, bibliotekar

hpo@dcbib.dk

tirsdag d. 6. december 2022 kl. 7:09

Bestimmt sind euch die dänischen Julehjerter, die geflochtenen Herzen, aufgefallen, die in der Adventszeit in den Weihnachtsbäumen hängen. Wenn ihr euch fragt, wie ihr diesen traditionellen Baumschmuck selber basteln könnt, findet ihr die entsprechenden Bastelanleitungen in diesem Artikel. Die genannten Bücher gibt es, wie immer, zum Ausleihen in der Bibliothek.

De smukt flettede julehjerter er ikke en ny opfindelse. De har været populære i mange år. 

En af de mest kendte mennesker, der har brugt tid på sirligt at klippe og flette hjerter, er eventyrdigteren H. C. Andersen. En del af disse hjerter er bevaret og kan ses i H. C. Andersens Hus i Odense. Det ældste af disse er fra 1860’erne og blev givet til den kendte fysiker H. C. Ørsteds datter Mathilde, der var en nær ven af H. C. Andersen.

Julepynt med godter

Især siden starten af 1900-tallet har det flettede julehjerte fundet plads på grantræet. I begyndelsen var hjerternes funktion ikke udelukkende at pynte; nej, de skulle også indeholde julegodter. Så man kunne finde marcipan, hasselnødder, pebernødder og bolcher i de fine hjerter.

Du kan læse mere om julens traditioner i Benno Blæsilds bøger Flettede hjerter – et særtræk ved den danske jul og Julens traditioner.

Flet selv julehjerter

Måske du selv har fået lyst til at prøve kræfter med den fine flettekunst. Så har biblioteket en masse gode bøger med vejledning i at flette de smukkeste julehjerter med traditionelle eller uventede motiver.

I Synnøve Smedals Julepynt finder du vejledninger i fletning af de mest traditionelle hjerter. Her er der også opskrifter på kræmmerhuse, lygter og engle.

De svære

Er du klar til at gå videre med noget mere udfordrende, kan du låne Knud Vægters Sådan lærte min mor mig at flette julehjerter. Her er hjerter med de smukkeste mønstre og figurer flettet ind i hjertet. Bogens skabeloner er så store, at hjerter flettet efter dem, vil se godt ud på selv de største juletræer.

De knapt så svære

Katja Svedstrup Westh Gross har lavet bogen Nissehjerter og søde detaljer. En bog, der rummer opskrifter på flettede hjerter med motiver af dyr, nisser, snemænd eller juledekorationer. Sjovt og finurligt – mest for den fingernemme.

De spøjse

Hvis du vil have nogle helt specielle hjerter, så kan du prøve at flette efter Karsten Blems 12 skabeloner i bogen Katte hjerter. Det er den ultimative flettebog for katteelskeren.

Du kan selvfølgelig låne alle bøgerne på biblioteket!

FAKTA

Knifflige Wörter

Klippe - schneiden, kræmmerhus - spitze, gebastelte Tüte, sirligt - zierlich, akkurat, eventyrdigter - Märchendichter, godter - Süßigkeiten, grantræ - Tannenbaum, pynte - schmücken, pebernødder - Pfeffernüsse, særtræk - besonderes Kennzeichen, finurligt - ausgeklügelt, fingernem - fingerfertig, spøjs - drollig.