Biblioteket: Bløde pakker under juletræet?

De seneste år har der været en stor opblomstring i interessen for håndarbejde. En væsentlig grund er selvfølgelig coronaens indflydelse på folks vaner og folks mangel på muligheder for udadvendt aktivitet. Derfor har vi på bibliotekerne gladeligt givet ekstra reolplads til et kæmpe udvalg af nye strikke-, hækle- og sybøger.

Billede
Foto: DCB

Anette Dybdal, bibliotekar

ad@dcbib.dk

onsdag d. 16. november 2022, kl. 7:00

Das Interesse an der Handarbeit ist in den letzten Jahren regelrecht explodiert. Die Ursache ist, wie so oft, pandemiebedingt. Die Menschen blieben daheim, wo sie sich anderweitig beschäftigen mussten. In unseren Bibliotheken haben wir daher ordentlich Platz geschaffen. Hier findet ihr nun eine große Auswahl an Sachbüchern zu den Themen Stricken, Häkeln und Nähen.

Julehåndarbejde

Den store trend lige nu er julehåndarbejdsbøger.

Hvor vi tidligere så et stort udbud af nye juleklippebøger, ligger hovedvægten af udgivelser nu på bøger med strikket og hæklet julepynt.

Som noget helt nyt kan vi nu også tilbyde bøger med strikkede julesweatre, sokker og vanter som emne. Der er altså alle muligheder for at gå ”all in” på hjemmelavet julestrik og samtidig leve op til tidens energisparekrav med varme uldsweatre, som enhver garnbutik, med fingeren på pulsen, nu reklamerer for.

Her er mit bud på de bedste nye danske og nordiske julehåndarbejdsbøger på bibliotekets hylder:

Julepynt

Thea Rytter har udgivet en række højtids/sæson-strikkebøger: ”Strikket julepynt”, en bog om påskepynt og ”Strikket halloween”. I ”Strikket julepynt” får du anvisning på alt, hvad hjertet kan begære af traditionel juletræspynt. Hjerter, stjerner, julekugler og ministrømper i blødt og loddent garn, som man får lyst til at kramme og føle på. Svampe og kogler til små tableauer finder du også her. Alt sammen meget delikat og med et twist.

De to søstre, Heidi og Pia Johannesen, har lavet to flotte bøger med hæklet julepynt til træet, boligen og gaveindpakning: ”Hæklet nordisk julepynt” og ”Hæklet klassisk julepynt”. Stilen her er mere til den klassiske side og du bliver grundigt vejledt med henvisninger til videoguides på youtube.

Julestrik

Festlige sweatre med julede mønstre har siden 1950’erne været populære i USA og England – traditionen ser nu ud til endelig at være nået til Skandinavien. Det er da også helt naturligt, da hovedmotiverne ofte har været traditionelle nordiske strikkemønstre, som snekrystaller og rensdyr.

Fra Norge kommer: ”Strik din egen julesweater” med 24 opskrifter til børn, voksne og endda til hunden.

Designerduoen Klompelompe har udgivet to strikkebøger i deres velkendte, klassiske, men dog moderne stil. Begge med alt indenfor vinterbeklædning - sidstnævnte bog mere coffeetable-agtig, garneret med madopskrifter, inspiration til julebordet og små gaver: ”Julestrik” og ”Klompelompes jul”.

Du kan selvfølgelig låne alle de nævnte bøger på biblioteket!

Efter en veloverstået “Sydslesvigs festival for tråd og garn” ligger en ny liste med årets bedste håndarbejdsbøger nu klar på biblioteket.

FAKTA

Knifflige Wörter

Opblomstring - Blüte

vane - Gewohnheit

udadvendt - extrovertiert, nach außen gewandt

vanter - Handschuhe

energisparekrav - Energiespargebot

garnbutik - Handarbeitsladen

loddent - ausgefranst, haarig

kramme - umarmen

kogler - (Tannen-) Zapfen

vejlede - anleiten

sweater - Pullower

sidstnævnt - letztgenannt