Biblioteket: Kan man dele en dværghamster i to?

Kan man dele en dværghamster i to? Det spørgsmål stiller Emilie Stein Thorsen bag på sin bog »Generation 7/7 : Beretninger fra 25 unge voksne med skilte forældre«.

Billede
Foto: DCB/Colourbox

Rita Jakobsen

rhj@dcbib.de

fredag d. 11. november 2022, kl. 12:55

Generation 7/7 er et bidrag til samtalen om skilsmisser, skilsmissebørn og 7/7-ordninger. Den er talerør for 25 unge voksne, der alle er født i 90’erne og er vokset op med skilte forældre. På den måde repræsenterer bogens deltagere en generation af unge i Danmark. 

Der er ikke tale om en samtidsanalyse eller en selvhjælpsbog, men en samling af fortællinger, hvor læseren tages med ind i hjemmet og ned i overnatningstasken hos skilsmissebørn fra hele landet. 

Nogle fortæller om positive oplevelser med nye papsøskende, mens andre har følt sig ansvarlige for de voksnes følelser og har været trætte af papfar nummer fire. 

Generation 7/7 er en fin lille bog om alle de finurligheder, krumspring, svigt, glæder og omstillinger, der kan være forbundet med at være skilsmissebarn. Bogen giver stemme til en gruppe unge, der sjældent er blevet spurgt, og derfor giver et unikt indblik i livet som skilsmissebarn i Danmark.

Lån bogen på biblioteket!

/Anbefalet af tidligere bibliotekar i DCB: Dea Sofie Gugerel.