SkoFo: Stod op, før det var lyst

59 elever fra 3. til 6. kl. fra Lyksborg Danske Skole er på lejrskole i Vesterled. De er der sammen med fem lærere. 

Lyksborg Danske Skole på lejrskole.
Lyksborg Danske Skole på lejrskole. Foto: Georg Buhl

Georg Buhl


torsdag d. 22. september 2022, kl. 18:29

Klokken er 4:30 tirsdag morgen. Ti til 15 børn leger foran lejrskolen.

- Det er nat kære børn. I er nødt til at gå ind og sove lidt længere, fortæller én af lærerne, der lige er kommet ud til dem. 

- Jeg skal nok komme ud for at lege med jer en times tid før morgenmaden. Sådan ved syvtiden, siger han. 

Kvart i syv er der igen liv, som i en skolegård. Elever og et par lærere.

De yngste elever er på trehjulede cykler, mellemgruppen skater, og de ældste står på inlinere. 

Efter corona

- Vi er her for at styrke fællesskabet. For at være sammen på en intens måde.  To år med corona har isoleret os alt for meget, fortæller skolens leder Steven Bommarius.
- På skolen gør vi meget for at kende hinanden på tværs af årgangene.

Morgenmad

Klokken otte ringer det ind til morgenmad. Eleverne sætter sig og småsnakker sammen på de pladser, de fik tildelt, da de ankom.

En lærer klapper tre gange i hænderne. Alle eleverne kvitterer prompte med tre klap, og så er der ro. 

Medarbejder Grethe Christensen, der har morgenvagten og køkkentjansen, byder eleverne velkommen. 

Hun orienterer om det praktiske, smiler og fortæller dem, hvordan de skal smøre madpakken til i dag, hvor turen går til museet Abelines Gaard.  

Lejrskoleliv

Eleverne skal være på Vesterled til og med fredag. 

Opholdet kommer til at bære præg af samvær, museumsbesøg, fælles aktiviteter, og så skal eleverne skrive dagbog. 

- De har hver sin lejrskolemappe, de skal skrive i hver dag. Første side er skrevet. Den handler om turen og ankomsten, fortæller skolelederen.

Sang og afgang

Under Grethe Christensen velkomst spørger hun eleverne, om de kender Vesterledssangen. 

Uden opfordring synger alle 59 elever spontant sangen. 

Morgenvagten er tydeligt imponeret.

- Hold da op, og I kan den udenad, udbryder hun. 

Klokken ti går alle elever til fods langs klitterne til museet Abelines Gaard. De skal nemlig se, hvordan menneskene sov, spiste, vaskede tøj, fyrede i kaminen og lavede mad over ild på et komfur for hundrede år siden.

FAKTA

Vesterledssangen

Godmorgen godmorgen.

Her er vi igen.

Vi kommer så gerne

til Vesterled hen.

I Vesterled i Vesterled,

der har vi det godt.

Og vi vil ikke bytte

med kongens fine slot.