SkoFo: Nyt fag »Håndværk og Design«

Skoleforeningen gør parat til at kunne indføre skolefaget »Håndværk og Design«, som kommer til at afløse fagene sløjd og håndarbejde.

16 lærere på kursus i håndværk og design.
16 lærere på kursus i håndværk og design. Foto: Daniel Dürkop

Daniel Dürkop

Kommunikation@skoleforeningen.org

torsdag d. 15. september 2022, kl. 7:19

Daniel Dürkop

16 sløjd- og håndarbejdslærere fra hele Sydslesvig mødtes i denne uge på Vimmersbøl Danske Skole for at starte op på et uddannelsesforløb omkring skolefaget »Håndværk og Design«. Det er et fag, som blev indført i Danmark i 2016, som afløser for fagene sløjd og håndarbejde.

I Skoleforeningen var vi i 2016 lidt tilbageholdende med at stille om fra håndarbejde og sløjd til det nye fag. Men med den viden vi har fra de seneste år i Danmark, er vi nu parate til at tage det samme skridt. 

Skoleforeningens skolechef Søren Neess Priisholm

- I Skoleforeningen var vi i 2016 lidt tilbageholdende med at stille om fra håndarbejde og sløjd til det nye fag. Men med den viden vi har fra de seneste år i Danmark, er vi nu parate til at tage det samme skridt. Det handler ikke kun om, at vi vurderer, at faget bidrager til at skærpe elevernes interesse for mulighederne i erhvervsuddannelser og videregående uddannelser, der kombinerer håndværk med design. Vi erkender også, at lærerstuderende ikke længere uddannes i de klassiske fag, men netop i »Håndværk og Design«, og vi vil gerne bruge alle deres kompetencer, siger Skoleforeningens skolechef Søren Neess Priisholm.

I Vimmersbøl sanser man helt tydeligt nysgerrigheden for det nye fag hos de uddannede sløjd- og håndarbejdslærere.

- Intentionen med at skærpe profilen hos de kreative fag er, at eleverne skal arbejde fra ide til produkt. Det vil sige, at de ud fra deres ide først skal designe produktet, dernæst bruge teknikkerne fra sløjd og håndarbejde, indtil deres ide er lavet færdig. Det er netop designprocessen, som står i forgrunden, fortæller lærerne Sebastian Bunse og Arno Paulsen-Prost, som er med på holdet.

- Vi skal væk fra en tænkning, at alle skal lave det samme i for eksempel sløjd og hen til en kreativ proces, som er mere styret af eleverne, siger de to.

Efteruddannelsen er på i alt 78 timer, målrettet linjefagslærere, og forløbet er udviklet i et samarbejde mellem Skoleforeningen og UCSyds læreruddannelse. Fra UCSyd er læreruddanner Henrik Bjørnemose Andersen koblet på projektet.

Godt i gang

- Vi er kommet rigtig godt i gang, fortæller han.

- I Vimmersbøl har vi rigtig gode forudsætninger, fordi faglokalerne for sløjd og håndarbejde ligger lige ved siden af hinanden. Det er netop en af de praktiske ting, man skal have fokus på, når man laver et nyt fag med forskellige elementer. Det er faktisk en udfordring, vi stadig ser i Danmark i forhold til »Håndværk og Design«, siger han.

Med det nye fag lægges der vægt på en modernisering og styrkelse af de håndværksmæssige, kreative og innovative kompetencer hos eleverne.

Tanken er, at kombinationen skal koble teori, praksis og anvendelse og rette elevernes interesse mod erhvervsuddannelserne og videregående uddannelser, der kombinerer håndværk og design.

- Rent politisk er processen den, at Skoleforeningens styrelse skal beslutte, at det nye fag indføres. Så udarbejdes der en læreplan. At vi allerede nu går i gang med at efteruddanne vores lærere hænger sammen med, at der er en nødvendighed for at opdatere vores fagindhold. Sløjd og håndarbejde, som to separate fag, er fortid i Danmark, siger Søren Neess Prissholm.