Tilbage til søgeresultat  
lørdag d. 30.11.2013 - Download: PDF | TXT

Lige efter krigen: Sult

Efterkrigstiden i Sydslesvig var præget af nød. Leverancer fra Danmark var for mange en vigtig grund til at gå ind i de danske rækker.

FLENSBORG. Da det blev meddelt i radioen den 8. maj 1945, at hele den tyske hær havde kapituleret, stod Susanne Thomsen i en kø foran en slagterforretning i Flensborg. Hun stod der i syv timer.

- Jeg kan ikke engang huske, om jeg fik noget kød, fortalte hun senere.

Susanne Thomsen havde sine rationeringsmærker med - men selv med mærkerne var det ikke sikkert, at man kunne købe noget. I ugerne efter den tyske kapitulation brød hele systemet med rationering sammen og måtte opbygges påny af besættelsestropperne.

I krigens sidste uger kunne man for mærkerne købe, hvad der svarede til 1500 kalorier per dag - men tallet sank helt ned til 700 kalorier. Det var omkring det samme, som fangerne i de tyske kz-lejre fik. Med andre ord: Hvis man ikke på anden måde kunne skaffe sig mad, sultede man langsomt ihjel.

Tyvene følte sig ikke skyldige

Efter høsten i 1945 blev det lidt bedre, men de to efterfølgende vintre var nogle af de koldeste i mands minde. Kartofler fra længere sydpå ankom i frossen tilstand, og korn fra USA frøs fast i havnene.

- Vi begyndte at stjæle, men vi følte os ikke skyldige. Vi havde ikke andet valg, hvis vi ville overleve, fortæller en dame fra Flensborg.

Hun boede sammen med 14 andre mennesker i en lillebitte lejlighed, og aftensmaden var ofte kogte roer. Om vinteren blev kun køkkenet varmet op, for der var mangel på både brænde og kul, selv om englænderne havde givet ordre til at fælde de fleste skove i nærheden af Flensborg.

Det var en tid, der prægede efterkrigsgenerationen:

- I modsætning til unge mennesker smider jeg stadig ikke mad ud, fordi jeg oplevede årene efter krigen, fortalte en dame fra Flensborg senere. Hendes far fik en gang imellem noget kobber og messing fra fabrikken i Wassersleben. Han lavede kedler og gryder af dem, og moderen byttede så dise sager til mad fra andre be­bboere i nærheden.

- En dag fik hun kun et par æg, og det var hun så skuffet over, at han græd hele dagen, fortæller kvinden.

Hjælp udefra

Det var i denne periode, at hjælpen udefra havde uvurderlig betydning. Fra USA kom der pakker fra C.A.R.E., og fra Danmark var der Sydslesvighjælpen.

Der blev hurtigt fremskaffet hjælp til de gamle medlemmer af det danske mindretal, men spørgsmålet var, hvordan man skulle stille sig til de mange nye, som strømmede til.

I efteråret 1945 indførte man en ventetid på et halvt år for nye medlemmer, inden de kunne få hjælp fra Danmark.

Fra oktober 1945 til januar 1946 forbød briterne optagelse af nye medlemmer i den Slesvigske Forening, og derefter blev man enig om, at medlemmer, som blev optaget fra februar 1946, ikke fik madpakker, mens de tidligere optagne måtte vente i seks uger for at få del i forsyningerne. Det var et meget vigtigt emne for de fleste familier: Hvis man fik hjælp fra Danmark, fik man i snit mere end dobbelt så meget at spise.

Jens Nygaard

jn@fla.de

Glade sydslesvigske børn lige efter krigen: De er på vej til Danmark på et ferieophold. De blev ofte fedet op i Danmark, mens det gik meget dårligt hjemme i Sydslesvig

  Tilbage til søgeresultat