Flensborg. Man bør have gummistøvler med, hvis planerne for lørdagen omfatter en gåtur ved Flensborg Fjord. De tyske styrelse for søfart og farvandsvæsen, BSH, advarer mod en stormflod på østkysten. Årsagen er den sjældne kombination af to vejrtyper.
Det truende højvande er endnu ikke særligt synligt ved havnen i Flensborg. Men natten til lørdag skulle vandstanden ifølge eksperterne hurtigt stige for at kulminere lørdag ved middagstid med 1,10 meter over dagligt vande. I Flensborg betyder det en vandstand på 6,14 meter, hvilket får fjorden til at gå over sine bredder.
Denne gang er forklaringen ikke den såkaldte »badekars-effekt«, hvor vestenvind presser vand ud af fjorden, så der opstår oversvømmelser, når vandmasserne kommer retur. I weekenden er der derimod tale om lavtryk, hvis centrum passerer syd for Hamborg. Samtidig bliver et højtryk bygget op over Skandinavien.
- Vandet bliver presset op i Østersøen ud for Slesvig-Holsten på grund af vind fra nordvest, forklarer meteorolog Sebastian Wache på Twitter.
Alle med lystbåde på fjorden bør derfor holde øje med deres fortøjninger.
I Flensborg bliver frem for alt de lavtliggende områder omkring Skibbroen formentlig berørt. I det mindste kan parkerede biler på stedet få våde dæk eller en undervognsskylning med saltvand, alt efter hvor kraftigt vinden presser vandet ind mod Havnespidsen.
Også dele af Nørregårdender kan blive oversvømmet.
Det seneste højvande af samme omfang indtraf for rundt regnet fem uger siden den 25. februar. Dengang steg vandet imidlertid cirka ti centimeter mere end forudset.
