Stormen skaber forhindringer for trafikken i Flensborg

Årets første efterårsstorm fejer aktuelt hen over Flensborg. Torsdag måtte brandvæsnet rykke ud, da dele af et træ faldt ned på kørebanen ved kommunegrænsen til Harreslev.

Med en motorsav fik brandfolkene hurtigt ryddet forhindringen på Lecker Chaussee væk. Foto:
Med en motorsav fik brandfolkene hurtigt ryddet forhindringen på Lecker Chaussee væk. Foto: Sebastian Iwersen

Sebastian Iwersen

redaktion@fla.de

torsdag d. 17. november 2022 kl. 12:13

Flensborg. Siden natten til onsdag er årets første efterårsstorm fejet hen over Flensborg og omegn. Torsdag tiltog vinden yderligere. Stormen fortsætter formentlig mindst frem til fredag. Temperaturerne er sunket kraftigt.

Stormstødene medfører ikke kun konstant højvande i Flensborg Fjord. De første træer har også været ude af stand til at modstå presset.

Torsdag måtte det kommunale brandværn rykke ud til Lecker Chaussee ved kommunegrænsen til Harreslev. Der var dele af et træ brækket løs på grund af stormen og ragede ud på vejbanen.

Politiet sikrede stedet, indtil brandværnet ankom og hurtigt fik fjernet forhindringen ved hjælp af en motorsav. 

Ifølge meteorologerne hos Deutscher Wetterdienstes fortsætter stormen. Frem mod torsdag aften advarer meteorologerne om stormstød op til vindstyrke 10, hvilket svarer til 95 kilometer i timen.

Fredag drejer vinden om i øst, men er fortsat kraftig. Først natten til lørdag skulle stormstødene løje tydeligt af.