De sætter håndtag på klimakrisen

Tre foredrag i rap om klimakrisen og især om, hvad borgerne kan gøre for at afbøde den. Det tilbyder Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. 

Mad kan være klimatung eller klimalet. Den del af de tre foredrag står Karin Østergaard for. Hun er ekspert i bæredygtig fremstilling af mad. Arkivfoto:
Mad kan være klimatung eller klimalet. Den del af de tre foredrag står Karin Østergaard for. Hun er ekspert i bæredygtig fremstilling af mad. Arkivfoto: Martin Ziemer

nok

nok@fla.de

8. mar 2022, 21:26 d. 8. mar 2022, 21:26 kl. 8. mar 2022, 21:26

Flensborg. Handling gi’r forvandling. Men for at kunne handle skal der først lægges et lag af viden. Det er grundlaget for tre foredrag, som Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig indbyder til den 31. marts. 

Underviser Dirch Lind udpeger de områder i junglen af klimaråd, hvor det batter for den enkelte at gøre noget. Han har som de to andre foredragsholdere også fokus på FNs 17 verdensmål, som blev vedtaget i 2015 og skal være gennemført om otte år i 2030. Dirch Lind vil give anvisninger på, hvordan »verdensmålene bliver dine mål«. 

Karin Østergaard, er uddannet i levnedsmiddelvidenskab og arbejder som lektor på VIA Ernæring og Sundhedsuddannelsen. Bæredygtig fødevareproduktion er et af hendes hovedområder. Hvad er bæredygtig kost og er den bæredygtig på alle parametre? Skal vi alle sammen være veganere, hvis vi vil spise klimavenligt? Det svarer hun på med udgangspunkt i FAOs definition på bæredygtig kost.

Markus Floris Christensen er ph.d.-studerende ved Europa-Universität Flensburg. Her undersøger han emnet angst i nordisk litteratur. Han vil give et rids over de litterære fremstillinger af klimaangst og dermed gøre tilhørerne klogere på en følelse, mange har svært ved at håndtere. 

Det koster otte euro at lytte med og at få del i et lille traktement. Billetter kan købes på biblioteket.