Flensborg. Et større byggearbejde er i øjeblikket i gang hos Dansk Sundhedstjenestes afdeling i Skovgade (Waldstraße).
Projektet kalder Sundhedstjenesten »grøn mobilitet«, og det er noget, som den har arbejdet mod i flere år.
- Vi kører rundt i de klassiske små røde biler, og det er ganske få små biler, som laves med benzin mere, så vi har arbejdet på at lave denne omstilling til elbiler, siger Tom Petersen, direktør for Dansk Sundhedstjeneste.
Snart er det slut med benzinbiler hos Dansk Sundhedstjeneste i Flensborg. Foto: Sebastian Iwersen
Først i Flensborg
Det er i første omgang de ansatte i Flensborg og omegn - Team Nord - der skal køre rundt i elbiler.
- Mange kolleger kører en del flere kilometer på landet, så vi starter her i nord og ser, hvordan det kører, siger Tom Petersen, der påpeger, at Sundhedstjenesten også er medlem af Flensborgs Klimapakt.
Tankerne går dog allerede på at udvide med elbiler i andre afdelinger af Sundhedstjenesten. Der har eksempelvis været idéer om, at Sundhedstjenesten og biblioteket i Slesvig kunne bygge en ladestander sammen, men der er ingen konkrete planer endnu.
Biler kommer i efteråret
Mens Dansk Sundhedstjeneste i flere år har haft grøn omstilling for øje, så er arbejdet med få elbiler blevet mere konkret det seneste år.
Det betyder, at Tom Petersen blandt andet har været ude at samle erfaringer hos andre mindretalsorganisationer.
Ladestanderne har Dansk Sundhedstjeneste fået offentlige støttekroner til. Foto: Sebastian Iwersen
Ladestanderne i Skovgade er godt i gang med at blive bygget, men elbilerne må Sundhedstjenesten vente på lidt endnu. Efter planen kommer de til efteråret.
Det vil ikke være offentlige ladestandere, som Sundhedstjenesten bygger, da sygeplejerskerne skal have fri adgang til at stille og lade bilen, når de kommer tilbage fra hjemmebesøg.
Omkring 40.000 euro har Sundhedstjenesten betalt for etableringen af ladestanderne.
