Fyring bundede i uenighed: »Jeg tror, at det vil få en positiv effekt«

Efter to år har Stadtwerke Flensburg fyret direktør Dirk Wernicke. Ejerne af selskabet, Flensborg Kommune, og tilsynsrådet var ikke enige med ham. 

Joachim Schmidt-Skipiol (CDU) er formand for ejerkredsen, og han tror på, at det giver et positivt skub at få en ny direktør på posten. Foto:
Joachim Schmidt-Skipiol (CDU) er formand for ejerkredsen, og han tror på, at det giver et positivt skub at få en ny direktør på posten. Foto: Sven Geißler/Privat
jw@fla.de
onsdag d. 22. marts 2023, kl. 14.45

Dette er en betalingsartikel, som redaktionen på Flensborg Avis har låst op.

Flensborg. I den officielle pressemeddelelse lød det, at der var forskellige holdninger til forsyningsselskabets strategi i fremtiden. 

Tilsynsrådsformand Thorsten Kjärsgaard kan ikke konkret komme ind på, hvad de forskellige holdninger var, men han kan forklare begrundelsen til opsigelsen lidt nærmere.

- Det betyder, at ejerne, som er Flensborg Kommune, og tilsynsrådet ikke kunne blive enige med Dirk Wernicke om udførelsen af de enkelte skridt i omsætningen af strategien, siger han.


Tilsynsrådet med formand Thorsten Kjärsgaard i spidsen har været med til at afsætte Dirk Wernicke fra direktørposten. Arkivfoto: Sebastian Iwersen

Læs også: Stadtwerke i Flensborg fyrer direktør med øjeblikkelig virkning

Opsigelsen blev støttet enstemmigt på et møde for ejerkredsen, det vil sige af kommunens repræsentanter, tirsdag aften. Men det var ikke en nem beslutning, oplyser formanden for ejerkredsen, Joachim Schmidt-Skipiol (CDU).

- Medarbejderne, ejerne og tilsynsrådet skal være et hold, og især i svære tider som nu, hvor vi står overfor en stor reduktion af CO2-udledning, skal vi alle trække i samme retning, og det gjorde vi ikke, siger han.

Flere opsigelser

Fra flere uafhængige kilder har Flensborg Avis fået information om, at flere medarbejdere hos Stadtwerke Flensburg har meddelt tilsynsrådet deres utilfredshed med ledelsen og derfor har opsagt deres stillinger under Dirk Wernickes ledelse.


Dirk Wernicke er med øjeblikkeligt virkning blevet fyret fra direktørposten efter lidt mere end to år. Foto: Stadtwerke Flensburg

Til de informationer har Thorsten Kjärsgaard ingen kommentarer. 

Joachim Schmidt-Skipiol har hørt om uenigheder i medarbejderstaben, men direkte opsigelser på grund af den nu tidligere direktør har han ikke kendskab til.

Store opgaver for ny direktør

Nu har Stadtwerke Flensburg indsat Dirk Thole på direktørposten frem til juni 2024, han har tidligere været midlertidig økonomichef i forsyningsselskabet i 2022.

For ti uger siden blev han ansat i direktionen hos Landwind-Gruppe, der forbliver han deltidsansat ti timer ugentligt, mens han også skal være direktør for Stadtwerke Flensburg. Det oplyser Landwind-Gruppes direktør Bärbel Heidebroek.


Dirk Thole har indtil videre været økonomichef, og er blevet ny direktør for forsyningsselskabet. Privat

Stadtwerke Flensborg står over for store opgaver. Lige nu befinder forsyningsselskabet sig ligesom resten af Europa i en energikrise. Derudover skal det i 2035 være klimaneutral, hvilket står fast efter borgerinitiativet »Klimabegehren« fik dette krav vedtaget i byrådet, og så skal det fortsat omsætte den strategi, som de vedtog i sommeren 2021. Ejerne tror på, at Dirk Thole er den rette mand til opgaven.

- Jeg tror, at det vil få en positiv effekt, ellers havde vi ikke gjort dette, siger Joachim Schmidt-Skipiol.

For forsyningsselskabet begynder samtidig en proces med at finde en ny fast direktør, hvilket kan tage helt op til et år.