Også Diako lukker for besøg

Det er ikke længere muligt at besøge patienter på Diako-hospitalet i Flensborg. 

Kun i særlige tilfælde må besøgende komme ind på Diako. Foto:
Kun i særlige tilfælde må besøgende komme ind på Diako. Foto: Sven Geißler

mr

mr@fla.de

10. jan 2022, 12:46 d. 10. jan 2022, 12:46 kl. 10. jan 2022, 12:46

Flensborg. Gæster kan nu kun i undtagelsestilfælde komme ind på Diako-hospitalet i Flensborg. Årsagen til besøgsforbuddet er den høje smittespredning i Flensborg, skriver Diako-hospitalet i en pressemeddelelse. Forbuddet gælder fra mandag den 10. januar.

Hvilke patienter, der eventuelt må få besøg, afgør afdelingslederen og de behandlende læger fra sag til sag. Forespørgsler herom må rettes til afdelingen.

Besøgende, der må komme ind, skal have FFP2-mundbind på og have en negativ kviktest, som ikke er ældre end 24 timer.

Diako-hospitalet vil melde ud, hvis der kommer ændringer eller lempelser.

- Vores patienter er mennesker i sårbare sundhedssituationer. Vi skal give dem mest mulig sikkerhed og beskyttelse, forklarer Ingo Tüchsen, som er direktør for Diako-hospitalet.

- Det samme gælder vores personale. Vi skal beskytte vores medarbejdere, så vi som institution forbliver handlekraftige. Vi har et ansvar, som vi kun kan opfylde med vores personale, fortsætter han. 

St. Franziskus-Hospital indførte også besøgsforbud i slutningen af sidste uge.