Efter nedrivningen af »Dittmers Gasthof«: Vejspærringerne kan forsvinde i næste uge

Efter flere måneder med trafikkaos i Flensborgs indre by, ser afspærringerne på Neumarkt ud til at blive ophævet i næste uge.

Nedrivningsarbejet af Dittmers Gasthof er nu afsluttet og spærringerne omkring Neumarkt kan ophæves snart. Foto:
Nedrivningsarbejet af Dittmers Gasthof er nu afsluttet og spærringerne omkring Neumarkt kan ophæves snart. Foto: Heiko Thomsen
red@fla.de
mandag d. 14. november 2022 kl. 19.00

Flensborg. I løbet af kun to uger er de historiske bygninger i »Dittmers Gasthof« ved Neumarkt blevet jævnet med jorden. Nedrivningsarbejdet blev afsluttet fredag, men vejspærringerne giver fortsat trafikproblemer. Nu udtaler kommunens tekniske forvaltning (TBZ) sig om, hvordan det skal gå videre i Neumarkt.

Den delvise spærring af vejene ind i byen fra Slesviggade og Exe, som har været der siden den 29. juni, har i de sidste fire og en halv måned givet bilisterne mange ekstra røde lys, da der regelmæssigt dannedes lange bilkøer foran byggepladsen, især i myldretiden.

Ifølge den TBZs hjemmeside er lukningerne i første omgang godkendt indtil slutningen af november. Men det er muligt, at trafikken vil kunne køre uhindret ved Neumarkt igen inden da. 

 - I sidste uge blev vi enige med byggefirmaet om omfanget af den nødvendige lukning efter nedrivningen af bygningerne, forklarer TBZ’s pressetalsmand Simona von Oepen og kommer straks med en god nyhed, som bør glæde mange bilister. 

 - Den nuværende status er, at spærringerne sandsynligvis vil blive ophævet senest i løbet af næste uge, oplyser von Oepen. 

Hun påpeger dog, at fortovet vil forblive lukket indtil videre i forbindelse med det fortsatte arbejde med nedrivningen og nybygningen af det planlagte hotel.

 - De nærmere detaljer om det nødvendige omfang af denne lukning vil blive fastlagt i løbet af denne uge med det formål at minimere begrænsningerne for fodgængertrafikken, forklarer hun.