Ellund. Snart er det påske, og det sædvanlige kaos ved grænsen er dermed nærmest forprogrammeret på grund af den danske indrejsekontrol. Nu håber det tyske motorvejsselskab, Autobahn GmbH, at kunne tage i det mindste en smule af presset ved overgangen på A7 mod nord ved Ellund.
Efter tæt dialog med både tysk og dansk politi vil motorvejsselskabet markere mulighederne for at passere i i to spor tydeligere. Tilsyneladende er mange førere af personbiler ikke opmærksomme på, at der faktisk er to spor. Derfor opstår der lange køer i venstre vejbane. Men faktisk må også personbiler gerne benytte det spor via vigepladsen mod højre, som bilisterne åbenbart fejlagtigt tror er reserveret til lastbiler.
Gule markeringer på vejbanen skal gøre alternativet tydeligt for trafikanterne. I første omgang er der tale om et forsøg, der kører fra den 6. april til den 31. august. Det skriver Autobahn GmbH i en pressemeddelelse.
Men skulle forsøget vise sig at blive en succes, bliver løsningen permanent, når der alligevel skal placeres nye markeringer på vejbanen efter sommerferien.
