Flensborg. Et imponerende syn mødt tidligt søndag morgen de tilstedeværende ved havnen i Flensborg. To slæbebåde manøvrerede en stor flydedok ind ad fjorden
Flydedokken er en udvidelse af kapaciteten på værftet i byen og skal fremover anvendes til byggeri af skibsskrog.
Slæbebådene Kiel og Wulf 9 afhentede allerede fredag dokken på det insolvente skibsværft Pella Sietas i Hamborg. Med beskedne fem knob (ca. 9 kilometer i timen) sejlede slæbebådene fra Elben ind i Kielerkanalen. Allerede lørdag aften passerede den imponerende konvoj slusen i Kiel og satte kursen mod Flensborg Fjord via Østersøen.
Ved nitiden søndag ankom den 180 meter lange og 30 meter brede flydedok til havnen og blev fortøjet af slæbebådene ved siden af det nybyggede Tennor Ocean.
Købet og dermed udvidelsen af værftet blev bebudet af FSG-investor Lars Windhorst i forbindelse med værftets 150-års jubilæum i juli.
Og det haster åbenbart. Værftet i Flensborg skal fremover stå for at bygge skrogene til de superyachter, der bliver konstrueret på Nobiskrug-værftet i Rendsborg.
Værftet i Rendsborg er blevet overtaget af FSG og har ifølge Windhorst allerede har to nye bestillinger i ordrebogen. Derfor skal arbejdet med at bygge skibsskrog på flydedokken i Flensborg allerede begynde i år.
Det vides endnu ikke, om den nuværende kajplads også bliver den endelige placering for flydedokken.
