Erhvervslivets skattebetaling sætter rekord i Flensborg

Virksomhederne i Flensborg sendte sidste år 55 millioner euro i retning mod kommunekassen, hvilket er ny rekord.

Byens virksomheder bidrager i den grad til Flensborgs økonomi. Indtægterne fra erhvervsskatterne er støt stigende. Foto:
Byens virksomheder bidrager i den grad til Flensborgs økonomi. Indtægterne fra erhvervsskatterne er støt stigende. Foto: Oliver Berg/dpa

Økonomi

pg

Flensborg. Indtægterne fra erhvervsskat i Flensborg satte sidste år rekord med 55 millioner euro. Det skete, efter beløbet har været støt voksende i de foregående år.

I 2022 bliver der budgetteret med 56 millioner euro, og acontoskatten stiger fra 38 millioner euro i 2021 til 40 millioner i indeværende år.

Vi har brug for råderum og kreative løsninger, hvis erhvervslivet fortsat skal udvikle sig positivt.

Overborgmester Simone Lange.

- Jeg glæder mig naturligvis over denne høje skatteindtægt. Den bidrager til at mindske presset på kommunens økonomi, men beviser også, at Flensborgs erhvervsliv trodser epidemien og står solidt, fortæller overborgmester Simone Lange i en pressemeddelelse.

Hun mener, kommunen har succes med at skabe gode rammebetingelser for erhvervslivet.

- Mange forskellige faktorer bidrager til, at nye virksomheder slår sig ned i byen, og de eksisterende firmaer kan udvikle sig. Vi har håndteret udfordringerne i tæt samarbejde med erhvervslivet og dets organisationer, beretter Simone Lange.

Dog kan byen ikke hvile på laurbærrene.

- Vi har brug for råderum og kreative løsninger, hvis erhvervslivet fortsat skal udvikle sig positivt. Men vores by har de bedst tænkelige forudsætninger for succes på dette område, tror overborgmesteren, der vil satse på at tiltrække ny industri og sikre de eksisterende virksomheders fremtidige udvikling.

22 jan 2022, 9:28