Flensborg. Der var skruet helt op for fejringen, da Duborg-Skolen tirsdag markerede skolens 100 års jubilæum. Prinsesse Benedikte var inviteret som særlig gæst til lejligheden.
Ved indgangen bød nogle af mindretallets yngste hende velkommen, da Skovgades Børnehave, Vesterallé Børnehave og Duborg Børnehave viftede med flag og bar hjemmelavede kroner.
Prinsesse Benedikte hilste først på de spændte børnehavebørn, der havde klædt sig ud med kroner. Foto: Kira Kutscher
Skolens fællesareal var tætpakket med elever, som pænt rejste sig for prinsessen. Hun understregede skolens vigtighed, ikke kun for det danske mindretal.
- Duborg-Skolen står centralt i det danske mindretal, og det gør den også for de tyske familier, som gennem årene har sat deres børn i skolen og dermed udvist den stor tillid, sagde prinsesse Benedikte, da hun lykønskede skolen og sendte hilsner fra dronning Margrethe.
Flere repræsentanter fra det danske mindretal var også til stede, blandt andet fra SSF, SSW og Skoleforeningens andre skoler.
Musik i fokus
Udover flere taler var der arrangeret musikalske indslag som del af fejringen. Alle fremmødte sang Duborg-Skolens jubilæumssang. Herefter sprang Hugo Löwe, som vandt Duborg-Skolens talentaften i februar, til i sidste øjeblik, da det først planlagte indslag blev aflyst grundet sygdom.
Hugo Löwe fik alle i fællesarealet til at holde vejret og bryde ud i jubel, da han spillede et klaverstykke for prinsessen. Foto: Kira Kutscher
Han spillede også et nummer sammen med sin bror Justus.
Det traditionsrige kor Lyspigerne ledet af musiklærer Ruth Maschmann sang også et for prinsessen.
Spændt på besøg
Inden prinsesse Benedikte fik en rundvisning, fik elevrådsformand Konstantin Jockel også lov at sige et par ord.
- Det bliver med en vis portion vemod, når jeg får min hue på til sommer. Dette er et specielt sted, og jeg har været stolt af at repræsentere eleverne, sagde han.
Prinsesse Benedikte blev derefter vist rundt af to elever, Niklas Bang og Kristine Kruse, som viste skolens nye lokaler frem. Prinsessen lyttede på elevernes fortællinger om skolen, og hun nævnte, at hun havde været »spændt« på sit første besøg på skolen. Efter halvanden times besøg tog hun afsted igen.
