Tragisk tilværelse er slut: Midaldrende, dansk kvinde er fundet død i bil i Flensborg sammen med sin hund

I efteråret 2022 dukkede en øjensynligt forvirret kvinde op i sin dansk indregistrerede Peugeot syd for grænsen. Kvinden fortalte, at hun ledte efter sin mor og bror og nægtede at tro på politiets forsikringer om, at begge var døde. Nu er ligene af kvinden og hunden fundet i Flensborg.

Efter fundet af den døde kvinde og hendes hund på en parkeringsplads i det sydvestlige Flensborg, dækkede politiet køretøjet til med presenninger. Foto:
Efter fundet af den døde kvinde og hendes hund på en parkeringsplads i det sydvestlige Flensborg, dækkede politiet køretøjet til med presenninger. Foto: Julian Heldt
redaktion@fla.de
lørdag d. 18. marts 2023, kl. 18.06

Flensborg. Et tragisk liv er slut, efter en midaldrende kvinde og hendes hund er fundet døde i en dansk indregistreret, sølvgrå Peugeot i Flensborg. Fundet skete mandag.

- Der er ingen tegn på, at den afdøde har været offer for en forbrydelse, siger politiet lørdag til Flensburger Tageblatt.

Avisen tegner billedet af en tragedie. Kvinden dukkede for første gang op syd for grænsen i efteråret 2022. Her havde den nu afdøde sammen med sin hund slået sig ned i bilen ved Sønder Brarup. Bekymrede, lokale borgere kontaktede kvinden. Hun kunne fortælle, at hendes pas var blevet stjålet, og hun ikke kunne få adgang til sin bankkonto.

Kvinden kunne også berette, at hun ledte efter sin mor og bror, der angiveligt boede i Sønder Brarup. Ifølge Tageblatt nægtede hun at tro på politiets forsikringer om, at begge var døde.

Hjælpsomme indbyggere forsynede kvinden med varme tæpper og mad. Også til hunden var der lækkerier. Kvinden nægtede at lade sig indkvartere i et bosted for hjemløse, og myndighederne kunne ikke foretage sig yderligere. Ingen tyske love forhindrer mennesker i at bo i deres bil.

Kort før jul forsvandt den sølvgrå Peugeot dog fra Sønder Brarup. Senere blev køretøjet igen observeret i både Sønder Brarup og Flensborg. Her døde kvinden og hunden i bilen på en parkeringsplads ved Rewe-supermarkedet i Friesische Straße i det sydvestlige Flensborg.

Politiet afdækkede bilen med presenninger. Fredag afhentede den afdødes pårørende køretøjet.