Mand omkommet efter knivstik i Harreslev

Efter et skænderi i Harreslev, der udviklede sig fatalt, er en 34-årig mand omkommet på grund af knivstik.

Omkring klokken 20.30 blev ambulance og politi tilkaldt til Süderstraße i Harreslev. Foto:
Omkring klokken 20.30 blev ambulance og politi tilkaldt til Süderstraße i Harreslev. Foto: Karsten Sörensen/SH:Z
redaktion@fla.de
lørdag d. 18. marts 2023, kl. 10.00

Harreslev. Fredag aften omkring klokken 20.30 opstod der tumult mellem to personer i en lejlighed i Süderstraße i Harreslev. Politiet blev tilkaldt til, hvad der tydede på at være en rutineindsats med en tilskadekommen person. Men da de ankom til stedet viste det sig hurtigt, at akutlægen ikke kunne redde den 34-årige mand. I forbindelse med skænderiet var han blevet stukket med kniv.

Politiet fik derefter hurtigt tilkaldt forstærkning og afspærret området. 

En 35-årig mistænkt blev kort efter anholdt og bragt til politistationen i Flensborg. Efter de første politimæssige undersøgelser blev han dog igen løsladt, da det formodes, at han handlede i selvforsvar.

- Årsagen til skænderiet er fortsat ukendt, oplyser talsmand for politiet, Christian Kartheus.

På tidspunktet for hændelsen var der angiveligt to andre personer til stede i lejligheden. Det tyder dog ikke på, at de var involveret i skænderiet, fortæller Christian Kartheus.

Fredag aften fik politiet også hjælp til efterforskningen af kollegaer fra Kiel. Kriminalteknikere overtog den omfattende sikring af bevismateriale i Süderstraße. Først tidligt lørdag morgen kunne afspærringerne ophæves igen og gerningsstedet frigives.

Kriminalpolitiet i Flensborg efterforsker sagen.