Forlængerledning udløste brand i Harreslev

En fejl i el-nettet udløste søndag aften en brand i computerrum i Harreslev.

Werkstraße var spærret i begge retninger under slukningsarbejdet. Foto:
Werkstraße var spærret i begge retninger under slukningsarbejdet. Foto: Sebastian Iwersen


redaktion@fla.de

mandag d. 28. november 2022 kl. 9:03

Harreslev. I tilbygningen til en villa i Werkstraße i Harreslev udbrød der brand søndag aften omkring  klokken 21.50. Da de første brandfolk nåede frem få minutter senere, kunne de observere kraftig røg i tilbygningen, der ifølge brandvæsnet var et computerrum. 

Beboerne opdagede selv ilden  og forsøgte at bekæmpe den med en brandslukker. Ifølge indsatsleder, brandchef Tim Borchardt var en forlængerledning gået op i flammer.

Iført røgdykkerudstyr kontrollerede medlemmer af det frivillige brandværn i Harreslev lokalet og efterslukkede. For at få røgen ud blev en højtryksblæser sat ind.

For en sikkerheds skyld blev der også sendt en ambulance til stedet. Lykkeligvis kom husets beboere dog ikke til skade.

Werkstraße var afspærret i begge retninger under slukningsarbejdet. Politiets teknikere efterforsker brandårsagen.