Rasende mand i Flensborg smed inventar ud gennem vinduet

En beboer i Waitzstraße kom telefonisk op at toppes med sin veninde. Han blev så rasende, at han smed kopper, vaser og en støvsuger ud gennem vinduet.

Under betjentenes opsyn måtte manden selv fjerne griseriet. Foto:
Under betjentenes opsyn måtte manden selv fjerne griseriet. Foto: Heiko Thomsen

Heiko Thomsen

redaktion@fla.de

mandag d. 26. september 2022, kl. 18:42

Flensborg. Politiet måtte mandag eftermiddag rykke ud til en noget usædvanlig i indsats i Waitzstraße i Flensborg. Her lå adskillige knuste blomsterpotter og potteplanter på fortovet og vejbanen sammen med kopper og andet porcelæn.

Ifølge de foreløbige meldinger var de smidt ud gennem vinduet af en mand, der boede på første sal. Han havde telefoneret med sin kæreste, hvorefter parret kom op at skændes. Herefter mistede manden pludselig kontrollen over sig selv. Han åbnede vinduet ud mod gaden og smed diverse genstande ud. Desuden smed han en støvsuger ned i ejendommens gård.

En fodgænger bad manden fjerne sine ejendele. Nok kom den vrede beboer ud, men kun for at gå ind i et nabohus sammen med sin hund. Herefter tilkaldte vidner politiet.

Under opsyn af betjentene måtte den nu angrende mand herefter fjerne griseriet ved hjælp af en kost, som patruljevognen medbragte.

Ingen kom til skade, og heller ingen biler blev ramt.

Foreløbig er det uvist, hvad der udløste skænderiet.