Brandfolkene i Flensborg fik travlt efter midnat

Selvom der ikke var nær så mange store fester og mængden af fyrværkeri var begrænset, endte brandfolkene alligevel med en travl nytårsnat. Flere containerbrande måtte slukkes i hele byen. 

Flere steder i byen måtte det frivillige og professionelle brandværn rykke ud til brændende skraldespande.
Flere steder i byen måtte det frivillige og professionelle brandværn rykke ud til brændende skraldespande. Karsten Sörensen

Flensborg. Nytårsaften startede roligt ud for brandfolkene i Flensborg. Mens borgerne spiste deres nytårsmiddag, så nytårstale og forklædte børn gik »rummelpott« fra dør til dør, gjorde det frivillige brandværn i Engelsby sig klar og tjekkede køretøjer og udstyr. 18 medlemmer af Engelsby frivillige brandværn stod nemlig til rådighed sammen med Flensborgs professionelle brandværn fra klokken 18 til klokken seks nytårsmorgen. 

Brandfolkene kunne nyde både raclette, hotdogs, suppe og berlinere på stationen. 


Der var også nytårsstemning blandt medlemmerne af det frivillige brandværn i Engelsby, der hjalp det professionelle brandværn i nytårsnatten.  - Karsten Sörensen                                                                                                                                                                                                                                                              

Frem til midnat forløb aftenen roligt, men da nytårsfejringen gik i gang fik de henvendelser med få minutters mellemrum frem til morgenstunden. 

Mand faldt i havnen

Omkring klokken et blev brandværn og ambulance tilkaldt, da en fuld mand var faldet i havnen. Da de ankom, havde forbipasserende allerde hjulpet manden op. Manden var ikke kommet til skade, men opførte sig aggressivt overfor redningsfolkene. Manden endte derfor med at tilbringe resten af nytårsnatten i politiets varetægt.

Mange små brande

Kort efter kom den første melding om en brændende skraldespand på Holm. Branden kunne hurtigt slukkes og der opstod ikke større skader. 

Herefter fulgte flere containerbrande i hele byen. Både på Eschenweg i Sporskifte og Drosselweg i Flensborg blev brande i affaldsspande slukket uden bygningerne blev beskadiget. 


Ingen steder blev bygninger beskadiget i forbindelse med brandene.  - Karsten Sörensen                                                                                                                                                                                                                                                               

Endnu en mindre brand på Alsterbogen blev også slukket uden nogen komplikationer. 

Desuden havde beboere på Terassenstraße alarmeret brandvæsenet, da de mente at have set ild i en lejlighed. Brandfolkene kunne imidlertid ikke finde nogen brand. 

Mand mistede finger

Også i Slesvig måtte brandfolkene rykke ud flere gange til containerbrande. Desuden måtte de rykke ud til en brand i en butik i Friedrichstraße. En rude gik i stykker og flere varer blev beskadiget af den kraftige røgudvikling. 

Desuden måtte Slesvigs redningsfolk hjælpe en mand, der havde fået sprængt et stykke af sin finger af, da han ville skyde fyrværkeri af. Han blev bragt til akutmodtagelsen i Flensborg.  

1 jan 2022, 9:27
mab