Tre biler blev sat i brand: Nu kan vidner få dusør på 5000 euro

Kriminalpolitiet i Flensborg efterlyser personer, der har oplysninger om, hvem der satte ild til tre firmabiler den 1. oktober.

Politiet går ud fra, at det var aktivister med forbindelse til Banegårdsskoven, der satte ild til firmabiler.
Politiet går ud fra, at det var aktivister med forbindelse til Banegårdsskoven, der satte ild til firmabiler. Arkivfoto: Sebastian Iwersen
tirsdag d. 19. oktober 2021 kl. 14.01

Flensborg. Natten til den 1. oktober gik tre firmabiler i brand ved Harnis i Flensborg. Kriminalpolitiet går ud fra, at der er tale om brandstiftelse, og anklagemyndigheden i Flensborg har nu udsat en dusør på 5000 euro for oplysninger, der kan føre til opklaringen af sagen. 

Politiet går ud fra, at brandstiftelsen hænger sammen med besættelsen af Banegårdsskoven, der begyndte præcis et år forinden. Firmabilerne tilhører investor Jan Duschkewitz, der er medejer af grunden mellem postkontoret og banegården, hvor der skal bygges et hotel. Kort tid efter, at bilerne var gået i brand, dukkede der en skriftlig bekendelse op på nettet med henvisning til rydningen af Banegårdsskoven. 

Kriminalpolitiet i Flensborg beder vidner om at henvende sig på telefon 0461-4840.