Forbundspoliti gennemfører storkontrol med helikoptere ved grænsen

Politiet fokuserede på ulovlig indrejse og transport af tyvegods.

To helikoptere landede torsdag formiddag på en mark ved Oversø. 16 betjente sprang ud, løb over til vejen og stoppede straks de første biler.
To helikoptere landede torsdag formiddag på en mark ved Oversø. 16 betjente sprang ud, løb over til vejen og stoppede straks de første biler. Foto: Sebastian Iwersen

Oversø. Onsdag og torsdag har det tyske forbundspolitiet gennemført trafikkontrol ved den dansk-tyske grænse. Betjentene blev fløjet til stederne med helikoptere og fløj så videre til næste sted efter kort tid.

- Vi opdager næsten hver dag personer i toge, der rejser ulovligt ind i Tyskland, forklarer Hanspeter Schwartz fra forbundspolitiet. 

Derfor har politiet villet kontrollere, om der på vejene i en radius på 30 kilometer rundt omkring grænsen er smuglere eller personer, der rejser ulovligt ind i landet. 

- Ved normale kontrolsteder har vi det problem, at rygtet om kontrollen hurtigt spreder sig via sociale medier, forklarer Schwartz. 

- Vi er hurtigere med helikopterne, og så snart folk er opmærksomme på en kontrol, kan vi flyve videre til næste sted. 

Torsdag formiddag landede de to mørkeblå helikoptere på en mark ved siden af landevej 317 ved Oversø. 16 betjente sprang straks ud af helikopteren, løb over til vejen og stoppede med det samme de første biler.

Mistænksomme biler blev ledt hen på en parkeringsplads, og passagererne skulle vise ID.

- Vores fokus ligger på ulovlig indrejse og transport af tyvegods, sagde Hanspeter Schwartz. 

Omkring 40 biler blev kontrolleret under indsatsen. Denne gang var der ingen smuglere eller ulovlige indrejsende iblandt dem. Men ved en kontrol i Harreslev fandt betjentene 13 gram hash i en bil og en forbudt springkniv og en knippel i en anden bil. 

- Det viser os, at kontrollerne er vigtige, sagde Hanspeter Schwartz. 

Efter cirka en halv time blev denne kontrol afsløret i en Facebook-gruppe. Betjentene var dog hurtigt tilbage i helikopterne og på vej til en ny kontrol.

30 sep 2021, 14:59
Sebastian Iwersen, nh