Flensborg. Når Flensburger Schwimmklub (FSK) i weekenden lægger bassin til Slesvig-Holstens lands- og årgangsmesterskaber, vælter deltagerne ind i Campusbad, og det er helt klart godt - men interessen er så voldsom, at FSK i samme moment må opgive at lukke tilskuere ind. FSK drukner i egen succes.
317 tilmeldte kvindelige svømmere skal samlet igennem et program på hele 1426 starter plus finaleløbene i et system, hvor der svømmes indledende heat om formiddagen begge dage og finaler om eftermiddagen.
Det skal nok blive sjovt alligevel, og sådan var det nok også for FHKs masters, der i sidste weekend badede sig i succes ved de nordtyske masters-mesterskaber i Hannover. Det forlyder i hvert fald, at der specielt lørdag var en fantastisk stemning i og uden for bassinet.
Tre mand og en kvinde kom hjem til Flensborg belæsset med medaljer. 16 styk i alt fordelt på seks gange guld, syv sølv og tre af bronze.
Hans-Jürgen Diel (AK 70) nappede to sølv, tre bronze og en fjerdeplads. Andreas Grages (AK 65) høstede to sølv og to fjerdepladser, Kay Hempel (AK40) scorede såmænd femdobbelt guld, mens Ulrike Thielemann (AK 35) tog en guld, to sølv og to bronzemedaljer.
