Tidligere Duborg-elev står bag succesfulde talenter

Lennart Geerdes har selv vundet to tyske ungdomsmesterskaber. Nu har han succes som træner for unge talenter.

Gulddrengene i toeren uden styrmand: Leonhard Elias (t. v.) og David Loibl (t. h.) med deres træner Lennart Geerdes.
Gulddrengene i toeren uden styrmand: Leonhard Elias (t. v.) og David Loibl (t. h.) med deres træner Lennart Geerdes. Foto: Dominik Blattert
rm@fla.de
onsdag d. 6. oktober 2021 kl. 19.30

Flensborg. Det første guld kom i hus i juni, og nu gjorde de det igen. Efter at have vundet de tyske U17-mesterskaber i Essen tog Leonhard Elias og David Loibl (toer uden styrmand) også guld ved Baltic Cup over 2000 m. Dermed vandt også Lennart Geerdes sin anden guldmedalje på kort tid - han er nemlig træner for duoen fra Akademischer Ruderclub Würzburg (ARCW).

Lennart Geerdes er mindretals-dreng, tog studentereksamen på Duborg-Skolen 2010 og var selv aktiv i Ruderklub Flensburg. Mellem 2006 og 2010 vandt han samlet ni medaljer ved de tyske ungdomsmesterskaber i forskellige bådklasser. 2007 og 2009 blev det to gange til guld.

Det var først sejren i juni i Essen, der kvalificerede Leonhard Elias og David Loibl til Baltic Cup i Litauen. Det er et internationalt stævne, som gælder som de 15- til 16-årige roeres adgang til den internationale scene. I år var der deltagelse fra værtsnationen Litauen, Danmark, Estland, Finland, Letland, Georgien, Kasakhstan, Rusland, Norge, Sverige og Tyskland. 

Fra Berlin gik turen for »Team Germany« og Lennart Geerdes via Warszawa til Litauen. Her blev den første dag allerede en stor succes for Geerdes og hans crew. Leonhard Elias og David Loibl fik en suveræn sejr over 2000 m foran Rusland, Kasakhstan og Danmark. Næste dag stod den på 500 m, og her blev det til sølv. Med deres to medaljer havde duoen også stor andel i den samlede sejr for Tyskland - og dermed også Lennart Geerdes.