Flensborg. Endelig! Tre år efter, at corona sendte verden i knæ, kan de igen juble i klubber, korps og foreninger, hvor kølige tal for første gang i årevis fortæller om noget så sjældent som markant medlemsfremgang. Det gælder såvel i SdU-regi som i det større perspektiv under Landessportverband Schleswig-Holstein (LSV).
SdU glæder sig over en stigning i samlet antal medlemmer på 1,4 procent fra 2021 til 2022, mens LSV noterer en fremgang på 2,12 procent. I rå tal handler det om en fremgang fra 747.991 organiserede til imponerende 763.840 pr. 1. januar 2023.
På Flensborghus skal de klappe knap så hårdt til lommeregneren, men glæden er udtalt over de nu registrerede 7865 medlemmer, der bringer SdU tilbage på 2020-niveau. De sidste fire år i tal: 2019: 8327. 2020: 7850. 2021: 7753. 2022: 7865.
- Det er flot efter to år med corona, siger en glad Maj-Britt Muerköster, der er foreningskoordinator i SdU.
Skarp duel under SdUs indefodboldstævne i Slesvig i februar. Medlemmerne vender nu tilbage til foreningerne efter coronaens hærgen. Foto: Lars Salomonsen.
Hun noterer med stor fornøjelse, at fremgangen blandt de nul til seksårige er på imponerende 10 procent og gør opmærksom på, at bag de mange numre på excel-arkene lurer også den kendsgerning, at 2022 heller ikke var et normalt år og dermed blottet for restriktioner.
- Man kan sige, at alle de store idrætsforeninger har haft små eller større tab, men vi er også paraplyorganisation for FDFere, spejdere, ungdomsforeninger (UF) og menighedernes børne- og ungdomsforeninger (MBU). Idrætsforeningerne måtte, som jeg husker det, starte igen i marts efter den seneste nedlukning, og UFerne kom senere i maj/juni kort før sommerferien, hvor alt så blev lukket ned igen.
- Så det er først for alvor fra efteråret 2022, der har været fuld gang i den igen, og vi har da været nervøse for, hvor mange der ville vende tilbage. Derfor er tallene positive, siger Maj-Britt Muerköster.
- Fremgangen glæder os i dén grad, det er bare super positivt, og nu skal vi alle lægge os i selen for at få det til at fortsætte, så vi vender tilbage til før-corona eller endnu bedre. Det ville da være fantastisk, siger foreningskoordinatoren.
De traditionelle sportsklubber har i årevis tabt unge medlemmer til bl.a. computerspil, fester og almindelig tant og fjas, men ildsjæle og nytænkning skaber relativt store succeser. Således bankede UF Vimmersbøl medlemstallet op fra 36 til 113 (+77) på at samle børnefamilier om aktiviteter som stikbold efterfulgt af fællesspisning.
Og Hanved UF gik fra 177 til 224 medlemmer (+47), mens Sønder Brarup UF smurte de små hjul og skatede fra 6 til imponerende 43 medlemmer.
- Ungdomsforeningerne var jo ramt dobbelt, fordi de ofte har hjemme på skolerne, der var lukket ned. Men vi kan se, at de nu blomstrer igen, siger Maj-Britt Muerköster og nærmer sig en mindre jubelscene:
- Det er da fantastisk, at en forening har hentet 77 nye medlemmer på et halvt år. Det kan man virkelig kalde en solstrålehistorie!

