DHK Flensborg: Mere diskussionslyst end tidligere

DHK Flensborgs årlige generalforsamling bød på flere emner, der fik medlemmerne til at tage ordet. Drama var der dog ikke i Idrætshallen.

DHK-formand Pascal Stegle glædede sig over, at medlemmerne aktivt kom med bidrag på klubbens generalforsamling.
DHK-formand Pascal Stegle glædede sig over, at medlemmerne aktivt kom med bidrag på klubbens generalforsamling. Foto: Tim Riediger
tif@fla.de
tirsdag d. 31. januar 2023 kl. 18.14

Flensborg. Generalforsamlinger i DHK Flensborg plejer at være en hurtig affære. I denne omgang var der dog lidt mere diskussionslyst, og derfor brugte man lidt mere tid i Idrætshallens lille gymnastiksal. 

Dramatisk blev det dog aldrig, selvom medlemmerne var mere spørgelystne end tidligere. Det var forskellige ting, der optog forsamlingen. Det ene var kontraktforholdene mellem klubben og førsteholdet, hvilket bliver afklaret i løbet af første kvartal. Derudover var det budgettet, hvor forsamlingen så en mulig udfordring i likviditeten. Selvom der kun står et lille beløb på kontoen, var der områder, hvor der kunne spares, forklarede bestyrelsen. Poster, som de samme slags trøjer til hele klubben, er udgifter, der ikke kommer igen i samme størrelse i år. Derfor var ledelsen fortrøstningsfuldt for det næste år. 

Det uforandrede kontingent de sidste mange år fik dog alligevel et nøk opad. Juniorer skal derfor betale en euro mere om måneden, mens de aktive voksne skal af med halvanden euro mere. Kontingentet for de passive medlemmer forbliver fortsat på samme niveau. Det kunne de fremmødte medlemmer gå med til og dermed blev bestyrelsens forslag enstemmigt modtaget. 

Et punkt på dagsordenen, der ligeledes tog lidt længere tid, var forslaget om vedtægtsændringer. Da vedtægterne sidste gang blev tilpasset, hed årstallet 1999, og nye ændringer var dermed på tide. Ud over nogle kommentarer angående retskrivningen, var der meget stille omkring tilpasningen. Den ønskede ændring om at stryge »Bestyrelsesmedlemmerne skal kunne tale dansk« og tilføje »Bestyrelsesmedlemmerne bør tilstræbe at lære det danske sprog, hvis det ikke allerede er tilfældet« skabte ingen større røre i forsamlingen. 

- For tiden er det selvfølgelig et specielt emne. Vi gør meget for at holde det danske højt, og selvfølgelig arbejder vi efter SdUs sprogpolitik. Grunden til at ændre det er, at det er utrolig svært at finde frivillige, der gider at bruge tid på dette arbejde. Vi har et bestyrelsesmedlem, der kommer til at flytte, og er selvfølgelig på udkig efter nye kræfter. Hvis vi kan finde en, der gider at gøre indsatsen og gøre sig umage med at lære sproget, vil vi gerne kunne tage imod, forklarer Pascal Stegle, der blev genvalgt som formand i DHK Flensborg.

Læs også: SdU-klub lemper sprogkrav: »Svært at finde dansktalende frivillige«

Ud over formanden var også posten som 2. næstformand på valg. Også der blev det til genvalg, og Gunnar Erichsen fortsætter arbejdet. Revisorerne Gerd Peter Schönbeck og Dennis Michaelsen fortsætter ligeledes i deres rolle. En lille gave var der til Gerrit Steffensen (20 år) og Ernst Sünram (40 år) for deres lange medlemskab i klubben.

Lidt en udfordring er stadig klubbens store ungdomsturnering DHK-Pokal. Efter nu flere års tvungen pause på grund af corona er SdU-klubben i gang med at stable stævnet på benene i år. For tiden er der dog meget plads endnu, hvad der angår tilmeldinger.

- Vi bliver nødt til at gennemføre turneringen, for ellers frygter jeg, at den er død. Så har vi været for lang tid væk fra klubbernes tavle, og de har fundet alternativer. Derfor gennemfører vi også i et mindre format, hvis det bliver nødvendigt, slog Pascal Stegle fast.