Hjemmebane-indendørsstævne er første skridt på vej til hjemmebane-EM

Efter to års coronapause finder Flensborg Avis Cup sted igen på fredag. For værtsholdet, Det Sydslesvigske Fodboldlandshold, er det den første samling på vej mod Europeada 2024 i grænselandet. Erk Johannsen ny assistent.

Både TSB Flensburg (i blåt) og Det Sydslesvigske Fodboldlandshold er igen med, når Flensborg Avis Cup finder sted i Idrætshallen fredag.
Både TSB Flensburg (i blåt) og Det Sydslesvigske Fodboldlandshold er igen med, når Flensborg Avis Cup finder sted i Idrætshallen fredag. Foto: Sven Geißler
rm@fla.de
torsdag d. 29. december 2022 kl. 16.04

Flensborg. For første gang siden det står klart, at Europeada 2024 - fodbold-EM for mindretal - kommer til den dansk-tyske grænseregion, samles Det Sydslesvigske Fodboldlandshold igen for at spille kamp. Samtidig er det første gang siden seneste Europeada i sommers. Det sker på fredag fra kl. 18 i Idrætshallen, hvor den traditionelle Flensborg Avis Cup spilles efter to års coronapause.

- For os er det det første skridt på vej mod EM på hjemmebane, og det har jeg også fortalt holdet, siger Tore Wächter. Træneren for SdU-holdet bød onsdag på et enkelt træningspas og kunne glæde sig over mere end 20 spillere, som deltog.

- Jeg føler en vis eufori omkring holdet, og spillerne vil gerne vise sig, især fordi næste EM spilles på hjemmebane.

Træneren glæder sig over, at han kan stille et stærkt hold med kendte navne fra regionen som bl. a. Lars-Ole Puttins (FC Tarp-Oeversee), Erik og Morten Wegner (Slesvig IF), Noel Kurzbach (SC Weiche Flensburg 08), Jonas Walter (tidligere SC) og Joran Blaue (Fuglebakken KFUM Aarhus).

Desuden er den nye assistenttræner Erk Johannsen (tidligere DGF Flensborg og nu U-træner SC Weiche Flensburg 08) med for første gang. 


Erk Johannsen (t. v.) har som spiller selv deltaget i Flensborg Avis Cup. Nu er han med som assistenttræner for Det Sydslesvigske Fodboldlandshold. Arkivfoto