En kulturbærer siger farvel: Rudi Ehlerts stopper

Det Sydslesvigske Fodboldlandshold kommer fremover til at skulle klare sig uden Rudolf »Rudi« Ehlerts. Flensborg Avis Cup bliver sidste opgave for holdlederen, der har sørget for ægte landsholdsatmosfære for spillerne og har klaret alle problemer uden for banen.

I Rudi Ehlerts (t.h.) øjne dannede han sammen med Kaj Andersen (t.v.) og Holger Bruhn en magisk trekant.
I Rudi Ehlerts (t.h.) øjne dannede han sammen med Kaj Andersen (t.v.) og Holger Bruhn en magisk trekant. Arkivfoto
tif@fla.de
lørdag d. 24. december 2022 kl. 11.21

Flensborg. En lille snak til en fødselsdagsfest kan snildt føre til en opgave, der holder en i gang i mange år. Det kan Rudolf Ehlerts, bedre kendt som Rudi, nikke genkendende til. I cirka 20 år var han en af de trofaste frivillige i håndboldklubben DHK Flensborg og var især et stort aktiv i afviklingen af den store ungdomsturnering DHK Pokal. Derefter hoppede med på den vogn, der hed SdUs landshold i efteråret 2007. Tidligere landstræner Holger Bruhn fik præsenteret ideen, som Rudi Ehlerts har holdt ved siden da. Men Flensborg Avis Cup den 30. december i Idrætshallen bliver sidste omgang for Rudi i rollen som holdleder for det danske mindretals landshold. Det er blevet tid til at give stafetten videre.

- Jeg overvejede det allerede før Europeada i sommer. Jeg synes efterhånden, der var gået for meget rutine i det. Og så var der noget i det private, der ikke rigtig kunne hænge sammen længere, og så jeg tog beslutningen om at stoppe. Det gjorde så, inden det blev afgjort, at næste mesterskab skal afvikles her i området. Det har da trukket lidt i mig, men når jeg tager en velovervejet beslutning, så står jeg ved den. De klarer den nok også uden mig, siger SdU-landsholdets holdleder, der ikke lægger skjul på, at det bliver vemodigt at sige farvel.


Efter oplevelsen ved det første Europeada var det en fast punkt på listen, at komme afsted inden slutrunden for at finde det passende sted at bo og træne. Arkivfoto

Det med at sige stop i rette tid er noget, der kendetegner det 60-årige energiebundt, der er vokset op i byen og har gået i Batterigades børnehave med efterfølgende skolegang på Cornelius Hansen-Skolen og Duborg-Skolen. Også i DHK Flensborg, hvor han var med til at sætte kursen i over 20 år - især med et stort engagement med ungdomsturneringen DHK Pokal, trak han stikket, da han kunne mærke, at det blev for meget af det samme. Kærligheden til klubben og folkene bag -  som tidligere formand Edvin Bergemann og Torben Johannsen - er der dog stadig.

- Sammen med Edvin Bergemann og Torben Johannsen havde vi sådan en trekant, der startede med at organisere DHK Pokalen. Også i de bedste år fik vi lov at præsentere det danske mindretal frem til mere end 1000 unge. DHK var altid en klub, der havde plads til enhver også, hvis man ikke var så god til håndbold, ligesom mig, fortæller Ehlerts.

Magisk trekant

Inden SdU Landsholdet kom ind i billedet, tog det dog lidt tid endnu. Der skulle lige lægges lidt afstand til den tid, og der var også nogle ting i det private, der skulle gå op. Men interessen for sport i det hele taget var der altid ligesom kærligheden til mindretallet. Derfor var det måske også det helt rigtige tidspunkt, at Holger Bruhn begyndte at fortælle om det nye fodboldprojekt, der skulle repræsentere det danske mindretal udadtil.

- Holger og Kaj Andersen havde allerede siddet lidt sammen, og jeg tilbød mig som en, der kunne tage sig af de praktiske og organisatoriske ting. Det tog ikke lang tid, før vi så blev til en ny trekant. Jeg sagde ja til landsholdet, fordi det faldt mig naturligt. Det drejer sig jo om mine rødder, og at det var en unik og ny opgave, der lød utrolig spændende, siger Rudi Ehlerts, der med et glimt i øjet tilføjer: 

- Måske var vi lidt en magisk trekant.

Brug for hænder og hoveder, der kunne få gjort noget, var der i hvert fald. Første Europeada nærmede sig med store skridt, og der var intet, der var givet på forhånd. Det betød, at vi skulle starte helt fra bunden. Lige fra et navn på holdet og til at finde ud af, hvilke spillere der kunne få lov til at spille på SdU Landsholdet, og hvordan vi skulle få økonomien organiseret. Netop ting, hvor Rudi har sine styrker, som alle spillere og trænere, der har været med, nok kan bekræfte. For det med selv at sparke til en bold - det er ikke der, spidskompetencen er, selvom han gerne fortæller om en træning, hvor han var den eneste, der formåede at løse en stillet opgave og sætte tre spark på overliggeren. 


Der har været kontinuitet i SdU Landsholdets hold bag holdet. Således har (f.h.t.v.) holdleder Rudi Ehlerts, teammanager Kai Andersen, sportslig leder Ruwen Möller, fysioterapeut Kai Hensen og træner Tore Wächter de sidste år været ansvarlig. - Arkivfoto

Rudi Ehlerts har sat sit præg på kulturen på landsholdet uden egentlig at ville det. Det at vise, hvem man er, og hvor rødderne er, har Ehlers altid vægtet størst og dermed også været med til at skabe den unikke kultur på holdet.

- Det er ikke bevidst, at jeg formidler en form for kultur, der passer godt til landsholdet. Jeg er jo bare mig, og det er jo fint, at det ses på den måde. Det sidder bare dybt i mig. Det, der altid gav mig motivation, var, når vi formåede at vise, hvem vi var. Det er ikke så meget det sportslige. Så noget af det største for mig er det sammenhold, vi har formået at få skabt. Spillerne møder op, selv om de ikke skal spille, bare for at være med og mødes med kammeraterne, og så er alle klar på, at de er mindretallets repræsentanter, når vi er afsted, siger Rudi Ehlerts, der er stolt over, at man har formået at udvikle hele setuppet til at være tæt på professionel.

- Vi havde et princip, der sagde, at der ikke skulle være brugerbetaling, og det skulle der selvfølgelig også sørges for. Sporten er så givende på en forholdsvis nem måde. Vi kunne altså komme afsted og gøre vores mindretal mere kendt på en god måde. Alle spillerne har altid været opmærksom på, at de rent faktisk var repræsentanter for mindretallet.

Et års tilløb

Udviklingen af pæn del af de rammer, der er omkring landsholdet, står Rudi Ehlerts for. I modsætning til første Europeada, hvor overnatning og træningsmuligheder ikke var afklaret på forhånd, har der de tre efterfølgende været anderledes styr på sagerne. 

- Første gang til Europeada i Schweiz kørte vi bare derned uden at vide noget om rammerne. Vi var utrolig heldige, men vi overvejede nøje, hvordan vi kunne sikre os nogle gode omgivelser. Derfor var vi altid afsted et år før tid for at finde ud af mulighederne i det område, vi skulle være i. Det blev mere og mere professionelt, fortæller holdlederen.

At han går glip af Europeada på hjemmebane 2024 med sit stop nu, har da lige fået Rudi Ehlerts til at overveje det hele lidt. Men han er nu engang den han er, selvom han kommer til at savne landsholdet. 

- Jeg kommer til at savne alle de dejlige mennesker, jeg har mødt, men jeg kommer jo alligevel til at se dem fremover. Men det kommer lidt tæt på nu, når jeg snakker om det. Men hvem ved, hvad jeg fremover kan finde tid til? Jeg skal nok finde et eller andet i mindretallet, der passer til mig. Det er en god afslutning for mig med landsholdet, og jeg skal sikkert kigge forbi, når Europeada spilles i 2024 hos os, siger Rudi Ehlerts, der afsluttende sender stor tak til alle dem omkring SdU Landsholdet - og især til Holger Bruhn og Kaj Andersen.

Rudi Ehlerts afsked

Kommentarer:

Kaj Andersen , Teammanager SdU Landshold:

- Hos Rudi skal tingene være i orden, dog altid forbundet med et smil. Han har nærmest været med fra starten og været en utrolig god leder med stor force i det organisatoriske. Derudover er han en fantastisk hyggelig fyr, der magter balancen mellem det seriøse og det sjove. Han har altid været en verdensmester i at motivere. Der skal helt sikkert flere folk til at erstatte ham. Vi kommer til at savne hans gode humør og væremåde på landsholdet

Tore Wächter, tidligere spiller og nuværende træner SdU Landshold:

- Rudi har altid været mere end bare en holdleder. Han har været en kulturbærer uden lige for det her landshold. Der var ikke noget rundt om du skulle forholde dig til fordi Rudi allerede havde taget hånd om det. Du skulle bare koncentrere dig om fodbold. Han har sat en høj standard med den måde han har løst tingene på, men mest af alt har han været et forrygende menneske. Jeg er ked af at han stopper, men er overbevist om, at han nok skal holde kontakt.