Flensborg Avis Cup: Eckernförder SV har fokus på taktikken

Eckernförder SV er med for første gang og går ved Flensborg Avis Cup ikke efter bestemte placeringer, men efter at finde sikkerhed i spilsystemet, før Hallenmasters i Kiel skal spilles en uge senere.

Luc Justen spiller til daglig for Eckernförder SV, men er også med på det Sydslesvigske Fodboldlandshold.
Luc Justen spiller til daglig for Eckernförder SV, men er også med på det Sydslesvigske Fodboldlandshold. Foto: Sven Geißler
tif@fla.de
fredag d. 30. december 2022 kl. 7.01

Flensborg. Når det traditionsrige indendørsfodboldstævne Flensborg Avis Cup den 30. december løber af stablen, bliver det også første gang, at Oberliga-holdet fra Eckernförder SV er med. Og glæden i kystbyen er stor.

- Det er jo en turnering, der passer rigtig godt ind i vores planer. Vi skal spille det store Hallenmasters i Kiel med alle tophold fra Slesvig-Holsten en uge senere og med de stærke hold, der er med i Flensborg, er det den perfekte forberedelse for os. Vi føler os priviligeret, fordi vi har fået en invitation, fortæller træner Maik Haberlag.

Holdet fra Eckernförde er havnet i samme pulje som U19-holdet fra Silkeborg IF, der ligeledes er med for første gang og i den indeværende sæson boltrer sig i den danske U19 ligas top tre, det tyske mindretals hold i Danmark, Team Nordschleswig og ligakonkurrenterne fra TSB Flensburg. En pulje, hvor Haberlags tropper for alvor bliver testet på deres taktiske tiltag. Noget han ser meget frem til.

- Vi vil altid have en spilidé og ikke bare være uforberedt. Derfor kommer vi virkelig til at afprøve vores planer og analysere dem efterfølgende, siger Haberlag, der er glad for, at hans assisterende træner Tore Wächter også vil være med, bare i funktion som cheftræner for SdU Landsholdet.

Eckernförder SV havde ellers også en invitation til et stævne i Neumünster, men valgte dette fra.

- Jeg er i princippet ikke superglad for indendørsfodbold, men Flensborg Avis Cup er fint, også fordi der ikke er så mange hold med fra Oberliga, som der er i Neumünster. Uanset hvad kommer vi ikke til at hæfte os ved en målsætning omkring placeringer, men derimod ved de taktiske og indholdsmæssige ting. Klarer vi det godt, så er der selvfølgelig også en chance for, at vi når langt. Det kommer vi så heller ikke til at sige nej tak til, smiler Maik Haberlag, der ikke lægger skjul på, at han har høje forventninger til sit hold forud for Hallenmasters.

Flensborg Avis Cup åbner dørene den 30. december fra kl. 18, og præmieoverrækkelsen forventes at være omkring kl. 22. Der er fri entré.