DAN har en ny formand

Helle Feder-Hoffmann er ny frontfigur i DAN Gymnastikforening. Khatira Safi er også ny i bestyrelsen og bliver fitness-afdelingsleder.

Helle Feder-Hoffmann står nu i spidsen for DAN.
Helle Feder-Hoffmann står nu i spidsen for DAN. Foto: Sven Geißler

Ruwen Möller

rm@fla.de

torsdag d. 29. september 2022, kl. 15:53

Flensborg. I lang tid så det ud til, at DAN Gymnastikforening vil få store problemer med at finde en efterfølger til Sally Flindt-Hansen, som ikke ville genopstille som formand i SdU-klubben. Men på selve dagen for generalforsamlingen, onsdag, skulle der endog kampvalg til at finde den nye formand. Under forsamlingen på Dansk Centralbibliotek meldte der sig pludselig to kandidater til posten, nemlig Helle Feder-Hoffmann og Khatira Safi. Der skulle altså et kampvalg til. I første runde fik begge otte stemmer. Derefter blev alle parter enige om, at Helle Feder-Hoffmann bliver det nye formand. Khatira Safi fik den ledige post som fitness-afdelingsleder og er dermed fremover også ny i SdU-klubbens ledelse.


Sally Flindt-Hansen styrede generalforsamlingen. Foto: Sven Geissler

- Kampvalg lyder meget voldsomt, det var mere et fredeligt valg, siger Helle Feder-Hoffmann og fortæller at det hele foregik stille og rolig. 

Lige som Khatira Safi blev også Helle Feder-Hoffmann foreslået som formand på forsamlingen og skulle med kort varsel tage stilling til det.

- Det var nok lidt spontant, men ikke noget problem. Det lød ikke som en afskrækkende opgave, så jeg skulle ikke tænke længe over det, siger den 42-årige, som i flere år har været aktiv medlem i DAN.

- Jeg skal nu først lære klubben at kende fra en ny side. Indtil videre var jeg kun deltager på holdene, så alt for meget kan jeg ikke sige endnu.

- Men jeg glæder mig på arbejdet, og hvad det bringer. Jeg er meget spændt på det. Og så håber jeg jo, at vi om to år (hun er valgt for to år/red.) har lige så mange eller flere medlemmer end i dag, og stadig kan tilbyde en masse sport for både børn og voksne.

Helle Feder-Hoffmann er oprindeligt fra Aalborg, men har boet i Flensborg siden 2005.

- Jeg er efterhånden godt integreret i mindretallet, siger kvinden, som til daglig arbejder på kontoret i Skoleforeningen.


Khatira Safi (t. h.) blev fitness-afdelingsleder. Foto: Sven Geissler

Jeg glæder mig på arbejdet og hvad det bringer. Jeg er meget spændt på det.

Helle Feder-Hoffmann, ny formand i DAN