To kontramål koster kvartfinalen

Det Sydslesvigske Fodboldlandshold tabte 1-2 mod I Ladins og skal dermed spille placeringskampe i stedet for at jagte titlen i Europeada.

Der blev fightet med alt der var tilbage hos Nicolai Vosgerau (t.v.) og Erik Wegner, i sidste ende var det dog ikke nok.
Der blev fightet med alt der var tilbage hos Nicolai Vosgerau (t.v.) og Erik Wegner, i sidste ende var det dog ikke nok. Foto: Europeada

Mittlern. Skuffelsen var til at få øje på efter slutfløjtet på kampen mellem det Sydslesvigske Fodboldlandshold og I Ladins fra Italien. Med 1-2-nederlaget braste drømmen om en plads i kvartfinalen for SdU-holdet, der måtte se sig slået af meget effektive landinere, der kun kom frem til to chancer i løbet af kampen. Dermed venter en placeringskamp på fredag.

- Vi er utroligt skuffede over, at vi taber og dermed ryger ud af turneringen på denne her måde. Men vi har som hold et ansvar over for dem, der ikke har fået så meget spilletid, og dem, der er med for sidste gang, og ikke at forglemme alle de hjælpende hænder og sponsorer. Derfor vil vi også tage den sidste kamp alvorligt, sagde træner Tore Wächter efter kampen.

Kampen bar i første halvleg tydeligt præg af, at holdene var i gang med den tredje kamp på tre dage. I modsætning til de andre dage var der dog en smule vind, men temperaturene var stadig høje, og det føltes også meget varmt. 

I Ladins fra Italien blev i første halvleg aldrig farlige foran SdU-holdets mål. Strukturen og disciplinen passede endnu engang hos det danske mindretal fra Tyskland. Der var flere udfordringer i den anden retning, hvor chancerne var få.

At det Sydslesvigske Fodboldlandshold alligevel kunne komme foran, skyldtes et drømmehug fra Jonas Walter (29.). Midtbanespilleren stod lige uden for feltet efter et hjørnespark og klaskede bolden i venstre hjørne. 

Det sidste kvarter før pausen fik Walter og holdkammeraterne så mere styr på begivenhederne mod et godt hold, der dog ikke helt havde samme kvalitet som FC Oberschlesien dagen forinden. Mere end 1-0-føringen blev det trods overtaget ikke til i første halvleg.

Chanceplus uden mål

Efter pausen satte SdU-Landsholdet speederen for alvor i bund og chancerne kom på stribe. Men scoringer blev det trods presset ikke til. Tværtimod havde landinerne heldet med sig og kunne score til 1-1 på en kontra. Et resultat, der ikke var nok til at kunne være sikker på at gå videre til kvartfinalen. Dertil var en sejr nødvendig og gerne med to mål.

Derfor blev der satset mere og mere offensivt af SdU-Landsholdet, der godt nok fik nogle halve chancer, men manglede at prikke bolden over linjen. Som det er typisk i fodbold, var det bare et spørgsmål om tid, inden straffen skulle følge. En velspillet kontra fra landinerne efter eget hjørnespark endte med en fire mod en situation og italienernes mål til 2-1.

Et sidste ihærdigt pres forpurredes, og med nederlaget 1-2-nederlaget står det klart, at kvartfinalen er glippet, og at der fredag venter en afsluttende placeringskamp.

- Vi kan ikke længere ændre noget på, at vi er røget ud, men vi har al ansvar for, hvordan vi takler det. Immervæk har placeringen indflydelse på placeringen til lodtrækningen til næste Europeada i 2024, slutter Tore Wächter.

ti 28 jun, 17:26
Timo Fleth
tif@fla.de

Det Sydslesvigske Fodboldlandshold - I Ladins 1:2 (1:0)

Statistik:

SdU: Carstensen - Eglseder, Vosgerau, Thomsen, Puttins, E. Wegner (87. Sell), Walter, Larsen (73. Meyer), Justen (82. Wrobel), Siemonsen, Düring (61. M. Wegner).

I Ladins: L. Demetz - Tiozzo (78. Crepaz), A. Demetz, Senoner, Frenner (50. Rasom), Perathoner, Insam, Vinatzer, Riffeser (68. Matteo Lorenz), Moroder (46. Massimo Lorenz), Petrone (52. M. Demetz).

Dommer: Stephan Orel.

Tilskuere: 50.