Husum CC rider videre på succesbølgen

Husum CC overvandt store vanskeligheder mod Esbjerg og kunne vinde for første gang i 15 år hos vestjyderne. Med sejren topper SdU-holdet 1. Division.

Spillende træner Gerrit Müller viste utrolig højt niveau og hjalp kraftigt med til, at Husum CC kunne slå Esbjerg.
Spillende træner Gerrit Müller viste utrolig højt niveau og hjalp kraftigt med til, at Husum CC kunne slå Esbjerg. Foto: Tim Riediger

Husum Cricket Club var på udebanetur i Esbjerg og kunne med en hårdt tilkæmpet sejr sikre sig førstepladsen i 1. Division. Mens vestjyderne scorede 324 points i 50 overs, kunne SdU-holdet fra Husum score 345 points for tabet af 7 gærder på 47 overs.

Esbjerg har ellers de sidste 15 år ikke været en modstander, Husum CC formåede at slå på udebane. Mere besværlig er det endda blevet efter, at Esbjerg fik anlagt en betonpitch, hvilket er en kæmpe fordel for gærdespillerne, da de er sikre på et konstant opspring af bolden.

Husum vandt lodtrækningen og valgte at gå i marken først. Esbjerg startede som lyn og torden. Der blev slået aggressivt til alle bolde, som Husums åbningsbowlere afleverede. Lars Flemming Boldt og Ole Christian Peters havde svært ved holde scoren ned på Esbjergs utraditionelle men meget effektive spillestil. Alle bowlere fra Husum havde meget svært ved at finde den rigtige længde på den hårde betonpitch. 

Det havde til følge, at der truede et gevaldigt slag over fingrene til SdU-holdet, der kom langt mere bagud, end det selv havde regnet med. Det hjalp heller ikke, at Husums spillere efter turen i marken var godt pumpede for kræfter, inden de skulle til gærdet. Husum er simpelthen ikke vant til betonpitch, da hjemmebanen på Mikkelberg har et underlag af grus.

Stor moral

Sydslesvigerne viste dog utrolig kampgejst og havde i spillende træner Gerrit Müller et utroligt es i ærmet. Müller, som var en af de bedste gærdespillere i 90erne i Danmark, viste, at hans øgenavn »runmashine« holder endnu - han var i absolut topform. Jagten for at indhente Esbjerg var startet.

I første omgang Tom Wiese, efterfølgende hans bror Hauke Müller, og derefter Leon Wille og Paul Warman var de partnere, der voksede skulder om skulder med Gerrit Müller. Først efter 108 point på kun 64 overs blev Gerrit Müller grebet ud og måtte overlade til anfører Jörg Müller. 

Ved siden af de rutinerede ræve spillede Paul Warmen sig op til nok sit bedste spil for Husum CC nogensinde. Det hjalp også unge Cane Peper, der sammen med anførereren sørgede for at spille kampen og sejren hjem.

Inden sommerpausen venter den absolutte topkamp på Husum CC mod Kolding den 9. juli på udebane, hvor Husum CC har en chance for at holde en direkte konkurrent på afstand.

ti 28 jun, 14:17
Timo Fleth
tif@fla.de