Europeada: Nye modstandere venter

Efter en række afbud har man foretaget en ny lodtrækning til Europeada, og Det Sydslesvigske Fodboldlandshold har fået nye modstandere i kampen om at komme videre fra puljen.

Billede
Grafik: FUEN/Kay Ohlsen
tif@fla.de
mandag d. 16. maj 2022 kl. 15.24

Klagenfurt. Det hele var klart, men så kom corona, og en del hold, deriblandt Team Nordschleswig og friserne, meldte fra. Derfor så arrangørerne sig nødsaget til at trække lod om puljerne til mindretallenes fodbold-EM, Europeada, på ny.

- Vi har valgt en ny lodtrækning af fairness-grunde, så forudsætningerne bliver ens for alle, sagde Marko Loibnegger, præsidenten for foreningen Europeada og generalsekretær for det slovenske idrætsforbund i Kärnten.

Det Sydslesvigske Fodboldlandshold fik dermed en række nye modstandere i deres jagt på den eftertragtede titel i juni i Kärnten. Således kommer truppen til at møde I Ladins fra Italien, FC Oberschlesien fra Polen og slovakkere og tjekkere fra Rumænien, der er med for første gang.

- Vi havde ikke de store informationer om vores modstandere efter første gang, der blev trukket lod, og vi har umiddelbart heller ikke det store kendskab til dem, vi skal møde nu. Vi tager det, som det kommer, og skal alligevel sørge for at have fokus på os selv, siger SdU-landsholdets træner Tore Wächter, der håber på, at kamptidspunkterne bliver ændret en smule.

- Grundlæggende håber vi at kunne holde fast i vores planlægning, men hvis jeg har et ønske, så ville det være at spille tidligere eller senere end kl. 17, siger Wächter, der ikke ser det store problem i den nye lodtrækning.

Det bliver i hvert fald direkte på og hårdt for fodboldspillerne fra det danske mindretal, da kun puljevinderne og de tre bedste to’ere går videre fra puljen til kvartfinalerne. Men Noel Kurzbach kommer nok ikke til at være en del af truppen til slutrunden. Offensivspilleren fra Regionalliga-holdet SC Weiche Flensburg 08 ønsker at være med til opstarten i klubben for at komme endnu tættere på en fast startplads hos ligaens tophold.

Uanset hvad, er glæden i Kärnten over Europeada til at mærke og se.

- Vi venter allerede på jer, forsikrede Marko Loibnegger.