Klubben som en stor familie

A-B-C Fights grundlægger Erwin Jannsen blev hædret med SdUs H.A.I. Pedersens vandrepokal.

Erwin Jannsen (i midten) var rørt over anerkendelsen for sit foreningsarbejde i A-B-C Fight.
Erwin Jannsen (i midten) var rørt over anerkendelsen for sit foreningsarbejde i A-B-C Fight. Foto: Sven Geißler

Flensborg. Solstrålerne satte Erwin Jannsen i det rette lys. Grundlæggeren og ildsjælen bag A-B-C Fight blev hædret med H.A.I. Pedersens vandrepokal, som er SdUs udmærkelse til ledende ildsjæle i Sydslesvig.

- Det er mange kendte navne, der har fået tildelt prisen, men ikke kun. Du er en af de mere stille slidere, der ellers ikke står så meget frem i rampelyset. Denne vandrepokal skal være en lille tak og anerkendelse for alt det foreningsarbejde, du har leveret. Det er intet mindre end fantastisk, sagde René Lange, Idrætskoordinator hos SdU, der overrakte pokalen.

Glæden hos Erwin Jannsen var da heller ikke til at tage fejl af. 30 års arbejde med unge mennesker, der ikke altid har haft det nemt, fortjente også anerkendelse.

- Jeg har brugt masser af energi og tid på klubben og har derved nok også gjort mig fortjent til prisen. Glæden er utrolig stor. Dejligt, at der er folk, der lægger mærke til det, sagde prisvinderen, der udover pokalen også fik 250 euro.

Drøm om egen klub

Erwin Jannsen startede som 14-årig med at dyrke boksning. I begyndelsen var han medlem af Sparta Flensburg hos Herbert Rautenberg og Karl Heß, men drømte om at grundlægge sin egen forening. I Sparta boksede Jannsen først selv i Bundesligaen mere end 200 gange, og senere agerede han som træner. Som bokser blev det også til en del rejser og stævner i andre lande. Således vandt Erwin Jannsen kampe i England, Polen, Sverige, Thailand og ikke mindst i Danmark.

Drømmen om en egen forening var der dog hele tiden, og i 1990 grundlagde Erwin Jannsen A-B-C Fight, der stadigvæk i dag holder til på Gustav Johannsen-Skolen. A-licensen som træner erhvervede Jannsen i 1993, for grundlaget skulle være i orden.

Det var dog langt fra Erwin alene, der tog sig af klubben. Udover hustruen Edeltraut er det også børnene Frank og Mark Jannsen, der sørger for træningen, sammen med Hans Christian von Virag. 46 medlemmer tæller klubben for tiden i alle aldre og på alle niveauer.

Klubben som familie

- Vi er jo som en familie og lever for det. Hos os er alle velkomne og kan være med, siger sønnerne.

Der kan ikke herske tvivl om at familien Jannsen lever og brænder for deres klub. Igennem tiden er det ikke få unge mennesker der har nydt godt af den hårde, men kærlige hånd og de motiverende jokes fra Erwin Jannsen i A-B-C Fight. Den største ros manden bag bokseklubben kan få, er tilbagemeldingen fra forældrene, der er glade for at deres børn har udviklet sig til det positive.

- Klubben er jo mere end et sted at gå til sport. Vi kender og værner om hinanden, siger Erwin Jannsen, der har mod på flere år med A-B-C Fight endnu.

16 jun 2021, 15:17
Timo Fleth
tif@fla.de

FAKTA

H.A.I. Pedersens vandrepokal

H.A.I. Pedersen, tidligere formand i DDSG&I, før organisationen blev den ene del af DGI, indstiftede i 1973 i forbindelse med SdUs 50 års jubilæum en vandrepokal med ønsket om, at ”denne lederpokal - tænkt som en vandrepokal - i løbet af de kommende 50 år må komme til at bære navnene på SdUs fornemste ledere og igangsættere og således virke både inspirerende og som en påskønnelse og en tak for virket indenfor SdU” (citat).

Pokalen tildeles hvert år på Hovedsendemands- nu Sendemandsmødet en SdU’er, som har ydet en særlig indsats indenfor den idrætslige gren af SdU´s arbejde.