Flensborg/Tokyo. I SdU-klubberne tilbydes to af de olympiske kampsport-idrætsgrene, som stammer fra Asien. Hos klubberne Læk UF, Vimmersbøl UF og Nibøl UF kan man dyrke taekwondo (fra Korea), og judo (fra Japan) kan man dyrke hos IF Stjernen Flensborg. Karate (også fra Japan) skal man derimod kigge langt efter. Faktisk er der ingen af det danske mindretals klubber, som tilbyder det. I Flensborg finder man karate hos TSB Flensburg eller kommercielle steder som Karate Centrum Flensburg (se artikel ovenfor).
Judo var i en årrække også på programmet hos KFUM, men i dag tilbyder de udelukkende jiu-jitsu, fortæller Peter Schneider.
Den 74-årige er afdelingsleder, træner, atlet, dommer - altmuligmand inden for KFUM - når det gælder jiu-jitsu. Judo er en videreudvikling af denne kampkunst.
- Judo har gennem årene udviklet sig til en sport, hvor det drejer sig om konkurrence, jiu-jitsu er stadig mere oprindelig, her drejer tingene sig udelukkende om selvforsvar uden våben. Det var i sin tid bønderne, der måtte forsvare sig mod samuraierne, som opfandt det, forklarer Peter Schneider, da vi besøger ham i KFUMs træningssted, kælderen i Idrætshallen. Her præsenterer han os for et par af de grundlæggende håndgreb inden for sin sport, som dyrkes af godt 30 til 40 medlemmer i klubben.
- I denne sport drejer det sig om at bruge modstanderens kraft til sin egen fordel, siger Peter Schneider.
For en, som ikke kender meget til de forskellige kampsportsgrene, kan det være svært at se forskel, men en ting har de alle til fælles, og det passer fint ind i den olympiske ånd: Det gælder om at have respekt for sin modstander, sig selv og selve sporten.




