Fra Løjt Kirkeby til Tokyo i 11.40 sekunder
Mathilde U. Kramer fra Sønderjylland står på den store scene ved de Olympiske Lege i Japan.
Tokyo. - Det indledende løb er vores finale, og så håber vi på endnu en finale. Det siger Mathilde U. Kramer inden sin første optræden ved Olympiske Lege. Det sker torsdag, d. 5. august kl. 3.09 dansk tid. Den 28-årige Kramer fra Løjt Kirkeby er med i den danske 4 x 100 meter stafet, som løber i heat 2 på det Olympiske Stadion i Tokyo.
Danskerne, som forleden løb ny dansk rekord (43.71 sekunder) skal blive nummer tre i deres løb, hvor bl. a. også Tyskland er med, for at nå finalen. Desuden går blandt dem, der ikke har nået top tre, de to hurtigste hold fra begge heat videre.
Kigger man på tallene, så får Danmark det svært. I denne sæson er den danske rekord den næstdårligste tid sammenlignet med de andre lande i det danske heat. Men det hæfter Mathilde U. Kramer sig ikke ved.
- Det har vi ingen indflydelse på. Vi fokuserer på os og vil levere det bedste vi kan.
Og hvad er det?
- Vi er kommet for at løbe hurtigt, det kan jeg love, siger kvinden, som er nidobbelt dansk mester over 100 m og i år vandt DM med en ny personlig rekord på 11.40 sekunder. Det er samtidig den næstbedste tid nogensinde i dansk atletikhistorie. Den er kun overgået af hendes holdkammerat Astrid Glenner-Frandsen (11,39 sek.). Sammen med Louise Østergaard, Ida Karstoft og Emma Beiter Bomme udgør duoen resten af det danske stafethold, som for over en uge siden tog af sted til Tokyo med Mette Graversgaard. Hun blev dog skadet i træningen og måtte rejse hjem igen.
Graversgaard og Kramer var blandt de fire løbere, som i maj sprintede sig til en sjetteplads i finalen ved stafet-VM og ved samme lejlighed kvalificerede sig til OL. Og de var med, da holdet i juni satte ny dansk rekord. Og den vil de forbedre yderligere til OL.
- Vi har selvfølgelig et mål, der hedder noget fra acceptabelt til rigtig godt. Drømmemålet er at forbedre den danske rekord.
Hvis det sker, og det også rækker til finalen, så sprinter Mathilde U. Kramer og det danske stafethold igen fredag kl. 13 dansk tid.
Ruwen Möller
rm@fla.de
FAKTA
Mathilde U. Kramer
Født: 15 juni 1993
Stammer fra: Løjt Kirkeby
Klub: FIF Atletik & Motion
Tidligere klubber: Aaig - Atletik & Triathlon ‐1.10.2016
Succes: bl. a. 9 x DM-guld 100 m
Personlig bedst 100 m: 11.40 sek.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce