Her skal du se SG spille fra næste sæson

Det kommer til at koste 12,50 euro om måneden at se Bundesliga- og europæisk håndbold fra den kommende sommer

Aaron Mensing & Co. skifter tv-kanal og kan få debut allerede 23. august. Foto:
Aaron Mensing & Co. skifter tv-kanal og kan få debut allerede 23. august. Foto: Tim Riediger
jk@fla.de
tirsdag d. 28. marts 2023 kl. 14.18

Flensborg. Når denne sæson er forbi, er det også slut med at se Bundesliga-håndbold på Sky Sport. Det ny selskab Dyn Medie Network med Christian Seifert i spidsen og mediedynastiet Axel Springer SE med den store pengetank i ryggen har sikret sig rettighederne til ligahåndbold for såvel mænd som kvinder.

Men ikke nok med det: Dyn har i samarbejde med DAZN også sat gaflen i de europæiske rettigheder, så samtlige Europa Cup-turneringer for mænd og kvinder frem over bliver streamet via den nye kanal.

Og hvad skal hele herligheden så koste? Ja, enten 14,50 euro om måneden, hvis man vil beholde retten til at opsige sit abonnement med kort varsel - eller 12,50 euro pr. måned, hvis man tegner sig for et år ad gangen. 

Læs også: Simon Pytlick besøgte Flens-Arena

Festen starter for alvor 23. august, når Dyn debuterer med at transmittere Pixum Super Cup mellem de tyske mestre og pokalvinderne. SG Flensburg-Handewitt har stadig pæne aktier i begge turneringer og kan altså legende let blive den ene part i den finale.

Håndboldmæssigt har Dyn sikret sig rettigheder til Bundesligaen for mænd og kvinder, 2. Bundesliga mænd, DHB Pokal, Pixum Super Cup samt Champions League og European League for begge køn.

Dertil kommer rettigheder i basketball, volleyball, bordtennis og hockey.