DHK samler Witte-tvillingerne

Efter Leon Wittes underskrift har nu også tvillingebror Nick Witte sagt ja til til sommer at skifte fra 2. Bundesliga og HC Empor Rostock til SdU-klubben.

I 2015 var Nick Witte og Tobias Wickert-Grossmann på hver sin side, fra sommeren af kæmper  duoen sammen for DHK Flensborg.
I 2015 var Nick Witte og Tobias Wickert-Grossmann på hver sin side, fra sommeren af kæmper duoen sammen for DHK Flensborg. Foto: Lars Salomonsen
tif@fla.de
torsdag d. 23. marts 2023, kl. 12.14

Flensborg/Rostock. Når en håndboldklub som DHK Flensborg, der kæmper for overlevelse i 3. Liga, men har en utrolig lang vej endnu, er i stand til at gå på rov hos traditionsrige klubber som Stralsunder HV og nu HC Empor Rostock i 2. Bundesliga, så er det intet mindre end opsigtsvækkende. 

Efter at SdU-klubben, der i denne sammenhæng har gavn af samarbejdet med SG Flensburg-Handewitt og Flensburg Akademie, engang i sidste uge kunne præsentere bagspiller Leon Witte som ny mand fra næste sommer, kommer klubben med det næste statement. 

Tvillingebroren Nick Witte, der i onsdags kom tre gange på tavlen i HC Empor Rostocks 23-31-nederlag mod HBW Balingen-Weilstetten i 2. Bundesliga, har sagt ja til familiesammenførelsen og et engagement hos DHK Flensborg efter sommeren.

- Det er næsten et endnu større scoop, end at vi kunne lokke Leon Witte hjem. Det har signalværdi og viser, at grundlaget passer i DHK Flensborg og vores samarbejde, sagde den sportslige leder Tjark Desler.

Venstrefløjen Nick Witte er en vigtig brik i Rostock og med 64 mål i 24 kampe den næstmest scorende på holdet. Alligevel har han valgt at sige ja til at tage hjem til fjordbyen.

- Jeg har altid haft et ønske om at komme tilbage til Flensborg og bare hjem. Efter at vi i Rostock havde svært ved at få enderne til at nå sammen i forhandlingerne, var spørgsmålet så, om rejsen som professionel håndboldspiller skulle fortsætte et andet sted, eller om det var på tide at kigge på familien, fortæller Nick Witte, der ikke lægger skjul på, at det at kunne spille sammen med bror Leon har været mindst en lige så vigtig del af pakken, som at Simon Hennig overtager trænerposten.


Simon Hennig har tidligere spillet sammen med Witte-tvillingerne, men bliver nu deres træner i DHK Flensborg. Kendskabet til hinanden har været en vigtig del af, at Nick Witte sagde ja til SdU-klubben. Foto: Martin Ziemer

- Jeg havde utrolig gode snakke med Tjark Desler og Simon Hennig. Det var utrolig tiltrækkende at kunne spille sammen med Leon igen og samarbejdet mellem DHK og SG viser bare, hvor seriøst tingene har udviklet sig. Derfor er det heller ikke udslagsgivende, hvilken liga det så bliver i, siger Nick Witte.

Tvillingerne spillede hele ungdomstiden sammen i SG Flensburg-Handewitt, inden der så som seniorspiller kom en mulighed for Nick Witte til at prøve sig af i TV Neuhausen i 2. Bundesliga. 

- Det var for første gang uden familie og bror. Jeg skulle stå på helt egne ben, og der udviklede jeg mig som person utrolig meget, men jeg var glad for at være sammen med min bror igen i Rostock, smiler Nick Witte.


Leon Witte satte allerede i sidste uge sin underskrift på kontrakten med DHK Flensborg og nu følger så også tvillingebror Nick. Det at kunne spille på samme hold er noget begge to glæder sig helt vildt meget til. Foto: Martin Ziemer

Efter to lærerige år i syd gik rejsen så videre mod nord til HC Empor Rostock, hvor den 27-årige var en meget vigtig mand fra starten af. Ambitionerne er trods skiftet ned i rækkerne stadig tårnhøje hos Nick Witte, der lægger vægt på, at det ikke skal ses som en sportslig nedtrapning.

- Jeg er meget veltrænet og i rigtig god form. Jeg er overbevist om, at der ligger en del rigtig gode håndboldår i mig endnu. Jeg har en enorm lyst til udfordringen og som tingene ligger, er jeg sikker på, at vi også kommer til at have et meget stærkt hold til næste sæson. Sulten til sportslig succes er der helt sikkert endnu, siger Nick Witte.

I første omgang gælder det dog om at få en god afslutning i Rostock. Også efter sommeren kommer han til at være gæst i byen, da økonomistudiet skal afsluttes i Rostock. Sportsligt kommer Nick Witte dog hjem til der, hvor det hele engang startede, og hvem ved, hvor det kommer til at ende.

DHK skal i kamp igen lørdag (kl. 19.30) på udebane mod Wilhelmshavener HV for at tage de afgørende point, for at komme med i nedrykningsspillet.