SG-stjerner følger historisk dansk drama

Aalborg Håndbold og GOG mødes ustandseligt - nu også i Champions League, og mange spillere fra SG Flensburg-Handewitt vil følge meget interesseret med.

Lasse Møller var i 2020 med Flensburg-Handewitt på træningsophold i Juelsminde og mødte undervejs sine gamle kammerater i en testkamp på sin gamle hjemmebane i Gudme.
Lasse Møller var i 2020 med Flensburg-Handewitt på træningsophold i Juelsminde og mødte undervejs sine gamle kammerater i en testkamp på sin gamle hjemmebane i Gudme. Foto: Lars Salomonsen
jk@fla.de
onsdag d. 22. marts 2023, kl. 16.48

Flensborg. Mon ikke der bliver drillet lidt på kryds og tværs i SG-truppen i løbet af torsdagen. Det er i hvert fald en kendsgerning, at der kl. 18.45 bliver fløjtet op til et historisk opgør i Gigantium, når Aalborg Håndbold og GOG - storeksportør af spillere til Flensborg og nærmeste omegn - mødes i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League.

Det stjernebesatte Aalborg-mandskab har tidligere sendt Mads Mensah og Simon Hald i europæisk kredsløb, og den store stregspiller vender jo som bekendt retur til Limfjorden fra den kommende sæson. 

Fynboerne råder til gengæld over spillere som den tidligere SG-streg Anders Zachariassen, og det er jo nu en kendt sag, at sønderjydens unge kollega på stregen, Lukas Jørgensen, tørner ud for SG Flensburg-Handewitt næste sæson - sammen med supertalentet i bagkæden Simon Bogetoft Pytlick.

Lasse Møller, Kevin Møller, Gøran Søgard Johannessen og Emil Jakobsen har alle en fortid i gule trøjer og røde bukser, så der bliver der nok også krydset fingre for fynsk triumf.

Mens GOG primært lever af at skabe, hente og forme unge talenter og sende dem videre i systemet for en skilling eller tre, så er Aalborg Håndbold med det efter danske forhold enorme budget den klub, der henter ældre velkendte stjerner som Mikkel Hansen, Aron Pálmarsson og fra næste sæson Niklas Landin. 

Men Mikkel Hansen er sygemeldt med stress, Pálmarsson fik nok engang en lårskade lørdag, Felix Claar udgik også skadet i weekenden, og stregspilleren Jesper Nielsen trænede ikke med onsdag. Lukas Sandell var end ikke i hallen, så det er en udfordret trup, der skal skabe et resultat på hjemmebanen. 

Så er spørgsmålet, hvem der har håneretten, når returopgøret er spillet færdigt på Fyn.