Håndbold: Han er kåret som verdens bedste håndboldspiller i 2022, hvor han vandt EM-guld med Sverige.
Og mandag formiddag trænede han så med hos SønderjyskE, da det danske ligahold trænede i Skansen.
At Jim Gottfridsson i denne uge er den absolut største profil i Sønderborg, skyldes ikke, at han har sagt farvel til Flensburg-Handewitt og er blevet lokket til en kontrakt i SønderjyskE, hvor hans tidligere holdkammerat, Thomas Mogensen, er sportsmanager.
Gottfridsson brækkede en hånd under VM i januar, og nu er svenskeren på vej tilbage til kampformen. Når Flensburg-Handewitt er på lange udebaneture i Bundesligaen eller er udenlands for at spille European League, får Gottfridsson sportslig modstand hos SønderjyskE.
- Jeg har brug for at træne håndbold, og det er perfekt, at jeg kan køre en halv time og så få en god træning, siger Gottfridsson til JydskeVestkysten.
Jim Gottfridsson sprang opvarmningen med indendørs fodbold over. Foto: - Jacob Schultz
- Frem for alt får jeg trænet håndbold på et godt niveau.
Hurtigere i topform
Og Gottfridsson regner faktisk med, at træningerne med den danske ligaklub kan få ham hurtigere tilbage i topform, end hvis han var blevet hjemme i Flensburg.
- Tidligere har jeg kun haft få træningspas, og så er det svært at komme i kamp igen. Her kan jeg træne håndbold, uden at det kun er styrke og løb. Det kunne jeg ikke bare gøre i Flensborg. Her kan jeg komme ind i det igen og aflevere og spille mod modstandere. Spille hurtigt og spille forsvar, så det giver mig virkelig meget, så når jeg kommer tilbage på banen, kan jeg være på 100 procent i stedet for at være på 60 procent. Det forkorter håndbolds-rehabilitering vældig meget, at jeg kan være med her, mener Flensburg-stjernen.
Fordele i Danmark
Derfor håber Gottfridsson, at han snart kan være tilbage i kamp for Flensburg, der er rejst til Portugal for at spille Champions League mod Benfica uden svenskeren.
- Det er op til Flensburg, men muligvis 1. april, siger han om sin tilbagevenden til banen.
Den danske liga tiltrækker stadig større navne, og selv om Jim Gottfridsson er godt tilpas i Flensburg, kan han godt se fordele i at spille i Danmark.
Den svenske styrmand brækkede hånden under Sveriges VM-kamp mod Egypten i januar. Arkivfoto: - Scanpix/REUTERS
Kunne du forestille dig at spille i Danmark på et tidspunkt?
- Absolut.
- Jeg vil gerne fortsætte i Flensburg, hvor der er godt at være. Samtidig ser man også, at den danske liga har været stærk længe og bliver stærkere og stærkere. Bundesligaen er brutal. Man spiller for mange kampe. Jeg er ikke gammel, men man mærker det, når man bliver ældre. Vil man fortsat spille på landsholdet, synes jeg ikke, man tager et skridt ned ved at spille i Danmark. Man fjerner bare 20 kampe om året. Man kan træne mere, hvilket gør kroppen bedre. Det er klart, at det er med i overvejelserne, men der skal også være tilbud, hvis man skal hertil. Nu handler det om Flensburg.
- Vi skal have en god kop kaffe, indskyder Thomas Mogensen.
- Eller to, smiler Gottfridsson, inden han går ind i arenaen til træningen med SønderjyskE.
