DHK kan nå det første delmål

En sejr mod MTV Braunschweig - så er DHK Flensborg sikret overlevelseskampe i 3. Liga 

Ole Zakrzewski og DHK Flensborg skal ramme topniveauet, hvis de skal have en chance for at sejre mod MTV Braunschweig.
Ole Zakrzewski og DHK Flensborg skal ramme topniveauet, hvis de skal have en chance for at sejre mod MTV Braunschweig. Foto: Lars Salomonsen
tif@fla.de
lørdag d. 18. marts 2023, kl. 8.12

Flensborg. Der er tre kampe af den regulære sæson i 3. Liga tilbage for håndboldspillerne fra DHK Flensborg, og skal de selv sikre pladsen, der giver adgang til nedrykningskampe, skal der minimum en sejr mere til. Om det allerede bliver til noget lørdag (kl. 17/Sportdeutschland.tv) når MTV Braunschweig tropper op i Idrætshallen, er dog nok ikke helt realistisk. 

- Hvorfor ikke? MTV Braunschweig spiller hele tiden på samme måde med ni spillere. De har kun en plan A og ikke en plan B og er på den måde nemme at regne ud. Deres plan A fungerer dog i denne sæson ret godt, siger DHK-træner Claus Lyngsøe.

Gæsterne er indtil videre sæsonens eneste hold der var i stand til at slå ligaens nummer et, TuS Vinnhorst. De kommer med træner Volker Mudrow, der stod i spidsen, da TBV Lemgo-Lippe begyndte at dominere tysk håndbold med deres utrolige tempospil i en lille årrække. Mudrow har en forkærlighed til syv mod seks spillet, som har voldt problemer for en del hold i sæsonen.

- Der skal vi have fundet løsninger. Kan vi det, så kan vi også overraske igen. Det har vi jo formået på hjemmebane et par gange i denne sæson, er Claus Lyngsøe optimistisk.

Det kan DHK-træneren sådan set også være. Træningsugen har været i orden, og spillerne er også nogenlunde på plads til kampen. Således kommer kun Leon Kirschberger, der er sygdomsramt, og Christoffer Adsersen, der stadig ikke er over sin skade, til at mangle. 

- Vi kæmper for at overleve, og det kommer vi til at gøre til det sidste. Det kan og skal der slet ikke være tvivl om, understreger DHK-træneren.

Chancen for i hvert fald at holde relegationspladsen er steget yderligere, da nærmeste konkurrent Mecklenburger Stiere Schwerin tabte deres kamp mod Stralsunder HV og så kun har en enkelt kamp tilbage, men også et point efter SdU-holdet. En sejr mod MTV Braunschweig kunne således allerede være af afgørende betydning for DHK Flensborg. 

For at sørge for de bedste forudsætninger og fylde hallen har klubben igen valgt at sætte entréprisen ned til 4,99 euro.