DHK: Forsvar og angreb skal hænge sammen en hel kamp

Træner Claus Lyngsøe har et juleønske om, at DHK Flensborg får sat en ordentlig kamp sammen over samtlige 60 minutter. Stærkest mulige opstilling til rådighed mod TSV Burgdorf II.

Melf Hagen kommer igen til at skulle trække det tunge læs i DHK Flensborgs bagkæde.
Melf Hagen kommer igen til at skulle trække det tunge læs i DHK Flensborgs bagkæde. Foto: Lars Salomonsen.

Timo Fleth

tif@fla.de

fredag d. 9. december 2022 kl. 19:49

Flensborg. Når man som tilhænger af DHK Flensborgs håndboldherrer retter blikket på stillingen i 3. Liga kan det godt koste noget af ens gode humør. Efter 13 spillerunder ligger klubben med sølle to point på en sidsteplads. Alligevel er det langt fra tid til at sænke hovedet og give op. SdU-holdet er kun to point fra pladsen der sikrer nedrykningskampe og seks fra pladsen der sikrer overlevelse. Da præstationerne på det sidste var opløftende, og holdet på lørdag (kl. 17/Sportdeutschland.tv) mod TSV Burgdorf II skal spille mod et hold, man spillede lige op med i første kamp og kun tabte med et enkelt mål, er der fortsat god grund til optimisme.

- Vi mangler at få tingene til at hænge sammen over en hel kamp. I Aurich var der slet ingen defensiv i første halvleg, og vi formår alligevel næsten at spille lige op med dem til sidst. Vi skal have præstationer tæt på 100 procent på flere bærende positioner for at have en chance for at vinde, men vi nærmer os, siger DHK-træner Claus Lyngsøe.

Optakten har dog ikke været helt fremagende, da ikke hele holdet har stået til rådighed til træningen. Derudover har det heller ikke været helt nemt for Claus Lyngsøe at blive klog på Burgdorf før kampen.

- De har haft en del udskiftning på holdet og brugt mange spillere. Vores gode første kamp mod dem var ikke til at bruge mere, så jeg er rent faktisk spændt på, hvad vi kommer til at møde, siger DHK-træneren. 

Immervæk kommer SdU-holdet til at stille tæt på den for tiden stærkeste opstilling, siger Claus Lyngsøe. Således er Mikkel Klicmann og Tobias Wickert-Grossmann på vej tilbage i truppen og giver dermed flere muligheder.

- Det vil virkelig lune med en sejr. Julefrokosten kommer bare til at være så meget bedre med point, smiler Claus Lyngsøe.