Alle SG-danskere med i bruttotruppen

Når Danmark i januar tager hul på VM-slutrunden i Sverige og Polen, kan det ske med syv spillere fra SG Flensburg-Handewitt. Alle danskere fra den nordtyske klub er udtaget i 35-mands-truppen.

Lasse Møller er udtaget til den danske VM-bruttotrup.
Lasse Møller er udtaget til den danske VM-bruttotrup. Foto: Tim Riediger

Ruwen Möller

rm@fla.de

torsdag d. 1. december 2022 kl. 16:17

Flensborg. På hjemmesiden for det Internationale Håndboldforbund, IHF, er den danske bruttotrup til herrernes VM 2023 linet op. Blandt de 35 spillere, som landstræneren kan trække på til VM, er der hele syv spillere fra SG Flensburg-Handewitt. Dermed er alle danskere i den nordtyske klub i spil til at deltage i VM. Det er: Kevin Møller, Mads Mensah Larsen, Simon Hald, Emil Jakobsen, Johan Hansen, Aaron Mensing og Lasse Møller. Mens de fem førstnævnte ligner sikre bud på at tage med til VM, er det ikke sikkert for Lasse Møller og Aaron Mensing. Ved den seneste samling var Lasse Møller med for at træne med holdet, men kom ikke i kamp. Han var pga. skader ikke med på landsholdet i over et år og missede de seneste slutrunder. Det er dog ingen hemmelighed, at landstræner Nikolaj Jacobsen holder meget af Lasse Møllers spidskompetencer, så mon ikke han kommer med. Mere tvivlsomt ser det ud hos Aaron Mensing. Han var med ved seneste EM, men primært pga. skader som bl. a. hos Lasse Møller. Hen over sommeren var Aaron Mensing ude i seks måneder med en skade, og han er først siden et par uger på vej tilbage til at få flere spilleminutter i SG. På nuværende tidspunkt vil det være en overraskelse, hvis han skal med til VM.

Med Henrik Toft Hansen er desuden en tidligere SG-spiller med i truppen.